Viralt

Ny Barbie-film kickstarter modetrend

Flere stjerner har indtaget den røde løber med pinkfarvede klæder, og det skyldes især ét modehus.

Pink, pink og atter pink.

Den skrigende og muntre farve er de seneste måneder blevet et kæmpe hit i modeuniverset. Også kendte og influencerne er hoppet på pink-bølgen, som er døbt "Barbiecore".

Det er der én særlig grund til, lyder det fra modeekspert Sille Henning.

I øjeblikket er man ved at producere den længe ventede Barbie-film, hvor to af Hollywoods største stjerner har de førende roller. Margot Robbie skal spille Barbie, mens Ryan Gosling har fået rollen som Ken.

- Trenden er i høj grad blevet sparket i gang af Barbie-filmen, og i de billeder, vi har set indtil videre, er der en supercool bubblegum-pink, som dominerer. Det er den farve, der definerer Barbiecore, siger Sille Henning til TV 2.

Hylder kvinder og diversitet

Ifølge modeeksperten afspejler Barbiecore den nuværende samfundssituation, hvor der er fokus på female empowerment og diversitet.

- Vi er i en brydningstid, hvor man hylder den enkelte kvinde og har en ligestillingstankegang. Når vi kigger på, hvem der går i pink, så er det oftest kvinder med forskellige kropstyper og af forskellige aldre. Så det er en inkluderende trend, fortæller hun.

Koncernen Mattel, som står bag Barbie, er tidligere blevet kritiseret for sin mangel på diversitet og for urealistiske kropsidealer, når det kommer til deres dukker. Siden Barbie-dukken udkom i 1959, har den været karakteriseret ved sin blege hudfarve og meget slanke figur.

Det var først i 1980, at forbrugerne kunne købe en afroamerikansk Barbie-dukke, og i 2016 udgav Mattel for første gang dukker med forskellige kropstyper.

Barbie er tidligere blevet kritiseret for sin mangel på diversitet og urealistiske kropsidealer, når det kommer til dukkerne. Hvordan giver det mening, at man navngiver en trend om female empowerment efter Barbie-mærket?

- Man skal huske, at Barbie har udviklet sig hen over de sidste år. Det er den moderne Barbie, man skal tænke på her. Mattel (koncernen bag Barbie, red.) har øget diversiteten i Barbie-dukkerne, så nu kommer de i forskellige farver og størrelser, hvilket stemmer overens med Barbiecore.

Den røde løber er gået Barbiecore-pink

Sille Henning tilføjer, at også mænd er begyndt at iføre sig klæder i pink – heriblandt sangeren Conan Gray, som gik på scenen til musikfestivalen Coachella i USA med en gennemsigtig pink Valentino-kjole på.

I modebranchen er det især Valentino, som har været fanebærer for Barbiecore.

Tilbage i februar præsenterede modehuset en ny kollektion af designeren Pierpaolo Piccioli, og den består af udelukkende én farve – nemlig den skrigende Barbiecore-pink, som ifølge Sille Henning symboliserer ungdom og legesyghed.

Kollektionen er særligt populær blandt musikere og skuespillere i Vesten. Stjerner som blandt andre Lizzo, Sebastian Stan, Simone Ashley og Dua Lipa har klædt sig i Valentinos pinkfarvede klæder, og især på den røde løber har Barbiecore sat sit præg.

Det er dog ikke kun de dyre designerbrands, som har lanceret lyserøde kollektioner. Også tøjkæder som Zara sælger tøj under kategorien "Barbiecore" på deres hjemmeside.

Vil strække sig til næste sommer

Spørger man Sille Henning, er Barbiecore-æraen langtfra forbi endnu.

Hun mener, at den vil vare frem til sommeren 2023, hvor Barbie-filmen står til at ramme biograferne.

- Vi går ind i en ny modesæson, hvor vi vil se meget mere til den kraftige pinkfarve, fortæller modeeksperten.

Desuden kan vi forvente, at Barbiecore-farven får et comeback i fremtiden, for "alle trends vender tilbage igen på et tidspunkt", lyder det fra Sille Henning.