Viralt

- Det handler om, hvad der føles godt, sagde Billie Eilish på Vogue-forside iført lingeri, og så væltede internettet

Magasinforsiden taler ind i et nybrud i sangerens karriere. Hun er blevet ældre og udgiver snart sit andet album.

Lyserødt korset, lingeri, latexhandsker og langt, lyst hår.

Det er en anderledes Billie Eilish, der har indtaget forsiden på det britiske Vouges juni-magasin, som har ramt internettet på forkant.

Og ifølge den 19-årige sanger selv ligger der et vigtigt budskab bag hendes transformation.

- Det handler om, hvad der får dig til at have det godt, siger hun til magasinet og fortsætter:

- Hvis du vil opereres, så bliv opereret. Hvis du vil have en kjole på, som nogle synes, du er for stor til at have på, så fuck det. Hvis du føler, du ser godt ud, ser du godt ud.

Opgør med tøjtetanken

Forsidebilledet og fotografierne af stjernen i magasinet har allerede fået stor opmærksomhed, efter at de er blevet delt på sociale medier.

I skrivende stund har Billie Eilish’ eget opslag med magasinforsiden på Instagram fået flere end 12,8 millioner likes, mens næsten 100.000 kommentarer ligger under billedet.

I interviewet med Vogue forbereder stjernen sig dog allerede på, hvordan fotografierne også kan komme til skabe negative reaktioner.

Blandt andet fordi hun har et korset på, som strammer hendes mave ind. Men også fordi billederne er letpåklædte og viser sangerens krop, der ellers ofte er gemt bag stort tøj.

- Pludselig er du en hykler, hvis du vil vise din hud, og så er du “nem” og en tøjte og en luder. Hvis jeg er det, så er jeg stolt af det, siger hun og fortsætter:

- Mig og alle mine piger er tøjter og fuck det. Lad os vende det om og blive styrket af det. At vise din krop og din hud - eller ikke at gøre det - burde ikke gøre dig mindre respekteret.

Stort tøj på hylden

Den nye stil står i stor kontrast til den unge stjernes normale optræden i offentligheden. Hun er kendt for at gå i oversized tøj, sit særprægede hår og leve i et dystert univers.

Blå Bog: Billie Eilish

Billie Eilish havde sin debut i 2016, hvor den dengang 14-årige tog internettet med storm.

Det skete med nummeret 'Ocean eyes', som hun producerede med sin bror og samarbejdspartner Finneas O'Connell. 

Ved Grammy-uddelingen 2020 vandt hun fem priser for sit debutalbum 'When we all fall asleep, where do we go' og for sin hitsingle 'Bad guy'. Dermed blev hun den første artist i 39 år til at vinde i alle de fire største kategorier på én aften.

Til juli udgiver Billie Eilish sit andet album ‘Happier than ever’.

På mange måder har hun i lang tid gjort op med den klassiske stil på den røde løber og billedet af, hvordan en kvindelig popstjerne skal se ud.

Hun har tidligere udtalt, at det løstsiddende tøj var en måde at undgå, at hendes krop skulle dømmes og seksualiseres.

Men på den nye forside er de store mængder tøj blevet lagt på hylden. Ikke fordi sangeren nu vil lade folk dømme hendes bare hud, men fordi hun selv vil bestemme.

På den måde skal billederne, interviewet og tiden også markere en ny æra - både for hende selv og i hendes musik.

I juli udgiver hun sit andet album ‘Happier than ever’, og i slutningen af april sendte hun en forsmag på gaden i form af sangen ‘Your power’, skriver mediet Billboard.

Overrasker igen og igen

Det er ikke første gang, at Billie Eilish overrasker ved at tage en pause fra sine store designerklæder.

I et interview fortalte hun i september 2019, at hun ville vise sin krop frem, når hun fyldte 18 år. Hendes tøjstil havde dengang været et udbredt emne i medierne.

Det gjorde hun i musikvideoen til sangen ’Not my responsibility’, som blandt andet viser Billie Eilish, der lyner sin store hættetrøje ned og synker ned i mørkt vand.

Og i marts 2021 var det hendes grønne og sorte hår, der viste sig at være en paryk, som blev lagt på hylden.

En forandring, som stjernen lagde på Instagram, og som hurtigt antændte internettet.

Billedet er lige nu det tredje mest likede opslag på mediet.