94-årig naturformidler slår Jennifer Anistons Instagram-rekord
David Attenborough er blandt andet kendt som stemmen bag en lang række naturprogrammer som "Vores planet".
Fire timer og 44 minutter.
Så lang tid tog det den 94-årige naturformidler David Attenborough at få en million følgere, da han torsdag oprettede en profil på det sociale medie Instagram.
Dermed løber den aldrende naturlegende med en helt særlig verdensrekord. Han er ifølge Guinness World Records nu den person, der på kortest tid har nået det imponerende antal følgere på platformen.
Et blik på naturen
David Attenborough er blandt andet verdenskendt for at lægge stemme til forskellige naturprogrammer som "Vores planet".
Og hans første video-opslag på Instagram var da også et opråb om netop naturen.
- Jeg tager det her skridt og udforsker denne nye måde at kommunikere på, for som vi alle ved, er verden i problemer, siger han direkte henvendt til sine følgere på mediet.
I videoen sætter han fokus på, hvordan verden lige nu er udfordret af hærgende skovbrande, smeltende gletsjere og et blegnende og døende koralrev.
I skrivende stund har opslaget mere end 1,4 millioner likes, mens naturveteranens Instragram-side har rundet 3,7 millioner følgere.
Vælter 'Venner'-stjerne af pinden
Med den nye verdensrekord som den hurtigste til at få en million følgere vælter David Attenborough den 51-årige skuespiller Jennifer Aniston af pinden.
'Venner'-stjernen nåede det runde tal, blot fem timer og 16 minutter efter hun delte sit første billede på det sociale medie 15. oktober 2019.
På billedet ses hun sammen med de fem andre 'Venner'-stjerner med teksten:
- Og nu er vi også venner på Instagram. Hej Instagram, skrev hun dengang.
Billedet har i skrivende stund fået flere end 16,7 millioner likes og over 500.000 kommentarer, mens skuespillerens Instagramprofil har over 35,7 millioner følgere.
En prins, en pave og en fodboldspiller
Gennem verdensrekorden skriver både Aniston og Attenborough sig ind på en broget liste af tidligere rekordholdere.
Herunder kan du se fire andre personer, som tidligere har været de hurtigste til at nå en million følgere på Instagram, men som gennem tiden har måttet rykke længere ned af listen.