Viralt

Videoen blev delt igen og igen: Er kæmpe-alligatoren det rene fup?

Efter videoen med en kæmpe alligator blev lagt op på Facebook i søndags, har der hersket tvivl om videoens ægthed. Nu har eksperter slået det fast.

Troede du heller ikke, at videoen med den store alligator, der de seneste dage er delt igen og igen på Facebook, var ægte? Så er du bestemt ikke den eneste. Men eksperter bekræfter nu, at videoen er god nok.

- Jeg kan se, hvis nogen har photoshoppet menneskerne i baggrunden ind, men det ser helt ægte ud, siger en ansat i Los Angeles Zoo Ian Recchio til National Geographic.

En anden ekspert David A. Steen vurderer også, at der ikke er blevet manipuleret med videoen. Det gør han ud fra dyrets størrelse. 

- Alligatoren i denne videoen ser slet ikke lige så stor ud som den største alligator, vi har målt. Derfor har jeg ingen grund til at tro, at videoen er falsk, siger Steen, som har en ph.d. i vildt dyreliv.

Og amerikanske alligatorer kan rent faktisk blive endnu større. Den største alligator, der nogensinde er blevet målt, døde i 2014 i Alabama og var omkring 4,5 meter. 

- Dyret i videoen er helt sikkert en amerikansk alligator - og en temmelig stor en af slagsen endda. Det er sikkert en han, fortæller Ian Recchio.

Kvinden, der optog videoen med alligatoren, gættede på, at dyret var omkring 3,7 meter langt, og Recchio mener ikke, at det er helt ved siden af. Men han gør dog opmærksom på, at billeder godt kan snyde øjet. Dét, der er i baggrunden, kan nogle gange få forgrunden til at virke større, end det i virkeligheden er. Og måske er det tilfældet her, men Recchio kan ikke sige det med sikkerhed.

Alligatorvideo er ikke unik

Det er ikke første gang, en alligatorvideo er blevet delt utallige gange på internettet. Sidste år fik en anden alligator fra Florida hele verdens opmærksomhed, da den spankulerede hen over en golfbane i Palmetto, Florida.

Begge alligatorer vurderes til at være hankøn, da hunnerne ofte ikke bliver længere end 3 meter. Alligatorer kan blive helt op til 80 år, og mange forskere mener, at de bliver ved med at vokse hele livet. Nyere studier indikerer dog, at de stopper med at vokse på et tidspunkt, men det er endnu ikke helt fastslået.

Selvom alligatorer kan blive enorme, bliver dens tæt beslægtede ven, krokodillen, faktisk endnu større. Den største krokodille nogensinde målt var hele 6,2 meter lang.

Fra truet dyr til videosensation

At flere og flere alligatorer bliver fanget på video, handler ikke kun om, at vi alle har fået telefoner med kamera i, og derfor nemt kan filme, når der sker noget uventet.

En endnu bedre og vigtigere grund til, at alligatorer bliver spottet oftere, er, at bevarelse har fået antallet af alligatorer til at stige.  

- Det var en dyreart, som var jaget næsten til udryddelse. Vi ser nu større og ældre alligatorer, fordi de ikke længere bliver jaget, udtaler Recchio til National Geographic.

Selvom alligatoren på videoen langt fra er den største, forskerne kender til, så er den alligevel ret vild. Og ifølge forskerne kan vi forvente at se endnu flere af den slags videoer i fremtiden.