Viralt

Bizar trend: Fascinerende døde dyr deles i stor stil på nettet

En bizar trend spreder sig på Twitter. Vi advarer mod stærke billeder i artiklen.

Naturen er ikke bare smuk. 

Den kan også være hård, barsk og ubarmhjertig. 

Det viser en lang række billeder under et nyt og yderst populært hashtag på Twitter. 

Modvægt til glitter og regnbuer

#Bestcarcass kan på dansk oversættes til 'bedste kadaver'.

Selvom døde dyr måske ikke lyder som det første, du vil glæde vennerne med at dele på sociale medier, så er det præcis det, hashtagget dækker over.

- Det er ikke alt sammen glitter og regnbuer. Dyr dør, bliver dræbt, bliver spist, rådner, skriver Julien Fattebert.

Han er økolog ved Schweiz Ornitologiske Institut og startede hashtagget den 10. januar.

Siden er det gået stærkt.

Hvem har det værste billede?

Den makabre konkurrence om det 'bedste kadaver' har fået folk med interesse for dyr til at tømme kameraer og mobiler for frosne, fladmaste og halvspiste skæbner.

- Okay, jeg vil også spille med om #Bestcarcass - Hvad med en 2000 år gammel pingvinunge, der er flad som en pandekage? spørger Michael Polito, der er økolog ved Louisiana State University i USA.  

Frosten overrasker

Mange af de største hits under hashtagget viser dyr, der er fastfrosset og døde midt i deres gøren og laden. 

En tysk ræv, der gik igennem isen, da den prøvede at krydse Donau, bliver delt flittigt. 

Ræven gik gennem isen i december, men er først nu blevet skåret fri af en nysgerrig jæger.

Han har ladet ræven stå som en advarsel om, hvor farligt det iskolde vand kan være. 

Det budskab ville frøerne i en dam i en Norditaliensk nationalpark nok have været glade for.

De kastede sig ud i det rindende vand, men blev overrasket, da frosten vendte tilbage.

Halvt spist

Selv dyr, der er født til det kolde nord må give op over for frosten. 

Et rensdyr er lykkedes med at komme sikkert over en trafikeret vej, men kort efter er dyret frosset fast i vejkanten. 

Det frosne dyr er en ren lækkerbisken for andre, der søger efter føde til at overleve vinteren på. 

Derfor bliver der nippet af dyret.

Det samme er sket for et får, der er frosset fast isen.

Men her er middagen begrænset til den del af fåret, der stadig er oven vande.  

Selvom #Bestcarcass ligger op til, at de mange billeder er en del af en konkurrence, så er der endnu ikke udråbt en vinder.