Viralt

Modelbureau afviste 1-årig med Downs syndrom: Men så lagde moderen billederne på Facebook

Megan Nash blev afvist, da hun ville indstille sin søn med Downs syndrom til en modelkonkurrence. Så tog moren sagen i egen hånd.

Da et lokalt modelbureau søgte børn, som kunne være med i en ny børnetøjsreklame, var amerikanske Megan Nash ikke i tvivl: Hendes 1-årige søn Asher skulle være med. Det skriver CNN

- Hver gang kameraet er i nærheden, får han et stort smil over hele hovedet, som om han ved, at nu er det tid til at smile, siger hun til CNN. 

Men da hun sendte billederne af sin søn ind til bureauet, blev hun blankt afvist. Billederne levede ikke op til deres kriterier. Asher har Downs syndrom, og bureaet regnede bestemt ikke med, at børnetøjsmærket OshKosh, som stod bag kampagnen, ville være interesserede i en som ham.

Den udmelding forargede hende så meget, at hun skrev en besked ud på Facebook-forummet #ChangingTheFaceOfBeauty - en side, der prøver at gøre op med de gængse skønhedsidealer.

- Lad os gøre en forskel

- Vi giver ikke op! Den her flotte dreng er klar til at vise verden, hvad #ChangingTheFaceOfBeauty (Ændre synet på skønhed red.) er. Vi ville elske at være modeller for OshKosh. Lad os gøre en forskel og vær med , skrev hun. 

Opslaget fik hurtigt luft under vingerne, og da det blev delt på Facebook-siden Kids With Down Syndrome - Børn med Downs syndrom - gik det først rigtig stærkt. 126.000 delte billedet af Asher, og over 100.000 gav positive tilkendegivelser til opslaget.

På den måde fik også børnetøjsmærket OshKosh øje på Asher udenom bureauet. Og nu har Asher og Megan Nash fået et møde - og en ærlig chance - hos dem i næste uge. 

Børnene skal respekteres

Megan Nash er dog afklaret omkring, at hun ikke vil være med for enhver pris. 

- Jeg vil ikke have, at Osh Kosh bruger ham på grund af den omtale, vi har fået på internettet. Jeg vil have, at de skal bruge ham, fordi de virkelig værdsætter ham og kan se, hvor meget han kan bidrage med til deres reklame, siger Megan Nash til CNN.

Det er vigtigere for hende, at det er med til at ændre, hvordan man ser på børn med handicap.

- At bruge personer med særlige behov i reklamer viser verden, at de her personer har værdi og er ligeså meget værd som enhver anden person, siger hun til CNN.