Viralt

Se alle billederne: Kvinde fotograferer naturlige skønheder fra hele kloden

Fotograf hylder kvinder med verdensomspændende fotoprojekt. Hun har taget billeder af skønheder fra mere end 50 lande, men hvad med de danske kvinder?

Den rumænske fotograf Mihaela Noroc vågnede en dag op med en drøm. Hun ville rejse jorden rundt og tage billeder af smukke kvinder fra hele verden. Ikke ’smukke’ som dikteret af Hollywood og modemagasiner – men derimod naturlige skønheder fra hverdagen med fokus på kvindernes forskellighed.

- Forskellighed er en smuk ting. Det burde ikke være grobund for konflikt, men det ér det desværre mange steder i verden, skriver Mihaela Noroc til TV 2.

I 2013 sagde hun derfor sit job op og tog afsted med sit kamera, en rygsæk og en lille opsparing. Hun døbte projektet ’The Atlas of Beauty’ (Atlasset over skønhed, red.), og gik i gang med at skyde portrætter af kvinder fra hele kloden.

Fra Island til Nordkorea

Der er nu gået tre år siden Mihaela Noroc tog afsted for første gang. Hun har besøgt mere end 50 lande – alt fra Island og Sverige til Afghanistan, Nordkorea og Amazonas regnskov – og i mellemtiden er ’The Atlas of Beauty’ blevet verdenskendt. Hendes Facebook-side har mere end en halv million følgere, og hun er blevet interviewet af utallige store mediehuse, heriblandt amerikanske CNN.

- Da det gik op for mig, hvor mange der så mine billeder, følte jeg et stort pres. Men jeg forstod også, at jeg blev nødt til at arbejde endnu hårdere, for at få endnu mere diversitet ind i ’The Atlas of Beauty’.

Projektet skal udmunde i en fotobog og en dokumentar om Mihaelas arbejde.

Det kan blive dig

Den 30-årige fotograf er dog langt fra færdig. Hun befinder sig lige nu i Rusland, og selvom Danmark ikke står på hendes næste flybillet, så lover hun at gøre noget ved det.

- Desværre har jeg ikke været i Danmark endnu, men jeg håber på at få muligheden til næste år, siger hun.

Derfor er det også stadig uvist, hvilken dansk kvinde Mihaela Noroc udvælger til at repræsentere Danmark i ’The Atlas of Beauty’. Det kan blive hvem som helst. Den rumænske fotograf har nemlig ikke nogen fastlagt metode for, hvordan hun udvælger kvinderne – hun møder dem nemlig oftest helt tilfældigt.

- Nogle gange har jeg kun 30 sekunder til at få portrættet i hus. Andre gange tager jeg fat i dem på gaden og aftaler et møde, så jeg kan bruge længere tid, fortæller Mihaela.

Hun gør meget ud af at tale en del, så kvinderne slapper af.

- Ofte er det jo første gang, de står foran en professionel fotograf.

Billederne hylder kvinder af alle aldre, køn, etnicitet og kultur, og de skal lære os at være mere tolerante.

- Jeg synes, folk skal være stolte af deres kultur. De skal værne om den, men samtidig bør de også respektere og sætte pris på andre kulturer. Jeg håber, at ’The Atlas of Beauty’ kan udfordre mange kulturelle misforståelser og give kvinder over hele kloden den respekt, som de fortjener, siger Mihaela Noroc.

Se et stort udvalg af billederne i det interaktive kort herunder.