Viralt

Hun fik hele verden til at grine: Kan Chewbacca-maske også give dansk grineflip?

Candace Payne fra Little Prairie i Texas fik grineflip - men i Bagsværd flippede de ikke ud, da TV 2's reporter gav dem Chewbacca-maske på.

Der er langt fra Little Prairie i Texas til gaderne i Bagsværd en ganske almindelig fredag.

Det måtte TV 2's reporter Søren Juhler sande, da han forsøgte at kopiere 37-årige Candace Paynes bedrift - hendes video på Facebook, hvor hun iført en maske fra Star Wars-figuren Chewbacca får totalt grineflip er blevet den største Facebook live video nogensinde.

Candace Paynes lille video har fået utrolige 2,7 mio. reaktioner, den er blevet set 150 mio. gange og den er blevet delt mere end 3,3 millioner gange. Candace Payne er blevet et kendt ansigt i hele USA. Hun har medvirket i tv-programmet "Good Morning America".

Hun har også fået en pokal af Facebook.

Det var den enorme succes, Søren Juhler prøvede at overføre til danske forhold - og så ville han også undersøge, om Chewbacca-masken virkelig giver folk, der prøver den, grineflip.

Men i legetøjsforretningen i Bagsværd, hvor man kun kunne skaffe én Chewbacca-maske, og på gaderne havde masken ikke helt samme virkning på danskerne.

- Nu er jeg lige pludselig blevet helt pæn, kan jeg se, siger Nikolaj Norring, butikschef i Lege-kæden i Bagsværd, som havde én Chewbacca-maske tilbage - og ikke kan skaffe mere. Men hos Nikolaj Norring udebliver grineflippet, da han får masken på.

Og heller ikke på gaderne i Bagsværd gav masken de folk, der fik den på, grineflip.

- Den klæder mig jo ... men jeg dør ikke af grin, desværre, siger læge Ann Backmann, da hun får masken på.

- Den er sjov ... jeg grinede også af den i fjernsynet, siger pensionist Lis Wiese, der dog ikke selv får grineflip med masken på - på gaderne i Bagsværd er det sjovest at se andre med masken på.