Viralt

Tv-klip er gået viralt: Det mente de om mobiltelefoner i 90'erne

Et tv-indslag om mobilkulturen i slut-halvfemserne hitter på nettet. Se hvad danskerne havde at sige om telefonpli i 1996.

I dag er mobiltelefonen allemandseje. Og er man født inden for de sidste 20 år, kan det ligefrem være svært at forstille sig en hverdag uden smartphones og dertilhørende apps og hjælpemidler.

Tal fra Danmarks Statistik viser da også, at 93 % af alle danskere i 2015 havde brugt en mobil indenfor de seneste tre måneder. 

Til sammenligning var der kun 14 % af de danske familier, der i 1994 bare ejede en mobiltelefon.

På sociale medier og på internetforummet Reddit florerer et videoklip med rundspørge lavet af hollandsk tv i 1999. Her spørger journalisten Frans Bromet en række hollændere om deres forhold til mobiltelefonen.

Se den tankevækkende rundspørge i klippet herunder (du kan trykke på cc-knappen, så kommer der engelske undertekster på):

Hvad skal man dog bruge en mobiltelefon til?

Langt de fleste svarer - i en nærmest hånlig tone - at de ikke kan se nogen grund til at gå rundt med en mobiltelefon.

 - Jeg har en almindelig telefon, hvad skulle jeg dog bruge en mobil til?, svarer én, mens en anden argumenterer for, at der jo altid er en telefonboks eller en landmand med en telefon i nærheden.

En kvinde fortæller, at hun slet ikke bryder sig om tanken om at være tilgængelig '24-7'. Og andre argumenterer for, at de enten har personsøger eller telefonsvarer, så man kan lægge en besked.

Én af de adspurgte henviser ligefrem til postvæsnet:

 - Hvis folk vil i kontakt med mig, kan de skrive mig et brev, og hvis det er vigtig kan de ringe til mig derhjemme, siger hollænderen til kameraet.

- Hvis folk vil have fat i mig, kan de skrive et brev, siger hollænder om nødvendigheden af mobiltelefoner i 1999.

Måske er rundspørgen blot et humoristisk nedslag i historien og et vidne om, hvor hurtigt de teknologiske landvindinger sker, men videoklippet sætter unægteligt tanker i gang.

 - Datidens mobiltelefoner var ikke på internettet og havde heller ingen apps eller lignende. Det var jo bare ikke-baggrundbelyst LCD-skærme med lav opløsning, skriver brugeren C “N7” North i kommentarfeltet på YouTube og fortsætter: 

 - Dengang var du nødt til enten at have et kort eller spørge dig frem, hvis du ville finde et sted. Verden er et meget anderledes sted i dag.

Mobiltelefonen - praktisk, men også hamrende irriterende

Inspireret af det hollandske indslag er vi dykket ned i TV 2-arkivet og har fundet et eksempel frem på, hvordan man i 1996 så på mobiltelefonens fremmarch herhjemme.

De håndholdte, praktiske telefoner gik fra at være ekstremt dyre statussymboler til at blive billigt allemandseje. Men det var ikke alle, der havde lige godt styr på, hvad der var takt og tone med hensyn til mobiltelefoni.

I indslaget, der blandt andet er optaget i restauranten om bord på den hedengangne Storebæltsfærge, er de adspurgte passagerer enige om, at man ikke kan tillade sig at snakke privat i mobiltelefonen på offentlige steder.

 - Man kan da bare skrubbe ud i mønttelefonen eller gå ud i garderoben eller på toilettet og finde et andet sted, end at sidde inde ved bordet og snakke, sagde en af skibets gæster, Kim Kristensen til TV 2 Nyhederne den 23. november 1996.

Mobiltelefoni var et hedt emne i 1996.

Danskerne mangler simpelthen telefonpli, konkluderes det i indslaget. Dette understøttes af moderen til al takt og tone, Emma Gad, og af etikette-eksperten Inge Correll, der fortæller, at alle bør kunne afstå at tale i telefon i sociale sammenhænge.

- Du kan jo altid lægge mobiltelefonen ved tjeneren, og spørge om de vil hente en, hvis den ringer, foreslår Correll.

Se TV 2-indslaget øverst i artiklen.