Viralt

Billedet diskuteres verden over: Nu afslører fotografen antallet af piger

Her er billedet, som er gået viralt den seneste tid. Hvor mange piger er der på billedet? ©Tiziana Vergari - instagram @tizzia / ©Tiziana Vergari - instagram @tizzia

Et bestemt billede er blevet heftigt debatteret på de sociale medier den seneste tid. Nu afslører fotografen, hvor mange piger der er på billedet.

Først var det farven på en stribet kjole, der skabte debat på nettet.

Efterfølgende har både et regnestykke med frugter og en Adidas-jakke givet store hovedbrud, og nu er debatten igen blusset op online. 

Denne gang er det et billede, en mor har taget af sine døtre, der har sat gang i lavinen af delinger og kommentarer på de sociale medier. For hvor mange piger, er der på billedet - 2, 4, 13 eller et helt fjerde antal?

TV 2 har været i kontakt med den schweiziske fotograf Tiziana Vergari, som har taget fotoet, og hun giver nu svaret på det spørgsmål, som mange har vredet hjernerne over den seneste tid:

-  Jeg kan bekræfte, at der er to piger på billedet, for det er mine døtre, og jeg har kun to, skriver fotografen til TV 2. 

Overvældende debat

Tiziana Vergari betegner den interesse og opmærksomhed, fotoet har fået, som 'vanvittig' og 'fantastisk'. 

- Jeg havde absolut ikke forventet den vilde opmærksomhed. Det er helt skørt, skriver fotografen.

Hun uddyber, hvordan hun postede billedet på sin egen profil som en del af Instagram Weekend Hastag-projektet #WHPindividuality, der hylder individualiteten. Billedet blev efterfølgende delt på Instagrams side, og herfra gik det stærkt: 

Liket af mere end 900.000

- Det var en ære og en virkelig stor overraskelse at blive delt på Instagrams side 8. marts, hvilket i sig selv var en stor ting. Men den opmærksomhed, billedet fik ugen efter på nettet, er endnu vildere.

Billedet af sine to døtre har hun taget i et prøverum i en Zara-butik i Schweiz.

I skrivende stund har fotoet på Vergaris egen profil 17.500 likes og knap 2.700 kommentarer, mens Vargaris billede af de to piger, som Instagram har lagt op på den officielle Instagram-profil, har 918.000 likes og godt 5.200 kommentarer.