Racistiske udsagn postes på reklamesøjler ved afsendernes hjem

16x9

I Brasilien har en gruppe kvindelige aktivister fundet et nyt våben i kampen mod racisme. 

Gruppen finder ifølge BBC tilfældige folks racistiske udsagn på Facebook og Twitter og finder derefter ud af, hvor afsenderne bor.

Herefter køber de sig plads på kæmpe reklame-displays tæt på deres hjem, hvor de trykker udsagnene med store bogstaver, således at de bliver udstillet til fuld skue for offentligheden. 

Gruppen slører dog afsendernes navne og billeder.

Her er et af de udsagn, der er blevet trykt på reklame-displays. Teksten betyder: 'Hvis du vaskede dig ordentligt, ville du ikke være så beskidt'.
Her er et af de udsagn, der er blevet trykt på reklame-displays. Teksten betyder: 'Hvis du vaskede dig ordentligt, ville du ikke være så beskidt'. Foto: http://www.racismovirtual.com.br/

De kan ikke skjule sig
Kampagnen hedder 'Virtual racism, real consequences' og blev startet i sommers af en gruppe afro-brasilianske kvinder, der kalder sig 'Criola', som kæmper for menneskerettigheder. Formålet med kampagnen er at opfordre folk til at reagere, når de oplever racisme.

- Disse mennesker, som poster racistiske kommentarer online, tror, de kan gemme sig i deres hjem og gøre lige, hvad de har lyst til på internettet. Vi tillader det ikke. De kan ikke gemme sig for os, vi finder dem, siger Criolas grundlægger Jurema Werneck til BBC. 

Selvom der er love mod racime i Brasilien, mener Werneck ikke, at myndighederne har gjort nok for at håndhæve dem. Desuden er mange mennesker, ifølge Werneck, bange for at gå ind i kampen mod racisme. 

7,6 procent af den brasilianske befolkning bliver  betegnet som værende 'sorte', de såkaldte afro-brasilianere, mens 43 procent af befolkningen betegnes som delvist afro-brasilianere. Begge grupper bliver ifølge Jurema Wernack udsat for racisme. 

'Jeg kom hjem stinkende sort,' betyder denne portugisiske tekst.
'Jeg kom hjem stinkende sort,' betyder denne portugisiske tekst. Foto: http://www.racismovirtual.com.br/

Vejrvært udsat for rascime
Kampagnen startede efter en episode, hvor den populære sorte vejrvært Maria Julia Coutinho modtog racistiske kommentarer på Facebook i forbindelse med, at tv-stationen postede et billede af hende på Facebook. 

Ironisk nok blev billedet postet 3. juli, som er Brasiliens nationale dag mod racediskrimination. De racistiske kommentarer blev dog ifølge BBC også hurtigt modsvaret af en lang række støttende kommentarer til Maria Julia Coutinho samt kommentarer, der tog klar afstand fra racisme. 

Siden kampagnens start har den fået adskillige positive reaktioner fra folk over hele verden, ligesom at den har spredt sig viralt.