Her er den største fare i festival-heden

16x9
Der var lummert under Grøn Koncert i Valby. Foto: Polfoto

Denne weekend myldrer det med festivaler over hele landet. Samtidig sætter det ualmindeligt varme sommervejr ekstra pres på din krop.

Denne weekend myldrer det med festivaler over hele landet. Samtidig sætter det ualmindeligt varme sommervejr ekstra pres på din krop. Især én skrøne kan volde dig problemer, når du skal nyde festivallivet. 

Fantastisk musik, glade mennesker i massevis, godt med øl og en hed sommervarme. Det kan være opskriften på en slem dehydrering, hvis ikke du passer på din krop.

Festivalsæsonen er nemlig langt fra forbi, og derfor er der stadig travlhed hos samaritterne, der skal være med til at passe på gæsterne under sommerens arrangementer. Især én gennemgående misforståelse, volder problemer, fortæller Claus Holm, der er korpschef hos Aalborg Samaritter Korps.

- Jeg havde en sjov oplevelse, hvor en ung gut kom hen til os. Han havde lige købt en stor fadøl og spurgte, om vi havde nogle panodiler, fordi han havde simpelthen så ondt i hovedet. Han havde drukket 8-10 øl og kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor han havde hovedpine, siger Claus Holm, der fik instrueret den unge mand i at drikke et par store glas med vand.

- Det største problem på festivaler er, at især unge mennesker tror, at øl er lig med væske. Men sådan fungerer det ikke! Det vigtigste er at tage en flaske vand engang imellem, selv om det måske ikke så festligt, fortæller den erfarne samarit. 

-  Især når der er varmt, og solen bager, afgiver kroppen væske, når man sveder. Den væske skal man have ind igen. Ellers bliver man dårlig og kan falde om, siger Claus Holm. 

Festivaler: Alkohol med måde

Hos nogle af de festivaler, der får travlt denne weekend, er man klar til at passe godt på gæsterne i sommerheden. 

- Vi har rindende vand på campingpladsen. Og hvis det bliver så varmt, som det bliver forudsagt, så sørger vi også for rindende vand på selve festivalpladsen, så folk kan tanke op der, siger Arne Enggaard Poulsen, der er presseansvarlig ved Bork Havn Musikfestival.

Festivalens medarbejdere bliver instrueret i, at hjælpe gæsterne i sommervarmen.

- De skal være mere opmærksomme på gæsterne end normalt. Eksempelvis med barsalg, hvor der kan være fulde folk, der har fået for meget at drikke. Eller dehydrerede festivalgæster, siger Arne Enggaard Poulsen, der fortæller, at man samtidig vil overveje at holde op med at sælge alkohol-shots, som man gjorde det under sidste uges Grøn Koncert. 

Også hos Vanguard Festival i København, vil man holde et vågent øje med festivalgæsternes alkoholforbrug. 

- Man må ikke udskænke alkohol til personer, som man vurderer, er for påvirkede til at kunne tåle mere. Samtidig har vi samaritter på pladsen, samt et særligt hold, der er uddannede til at håndtere pressede situationer, fortæller festivalens hovedarrangør Peter Jacobsen. 

Samtidig vil der på Vanguard Festival blive delt vand ud under koncerterne - og der vil være vandstationer, hvor man kan få slukket tørsten. 

Denne uges festivaler

Bork Havn Musikfestival 31. juli til 3. august i Bork

Grimfest 1-3 august i Aarhus

Trailerpark Festival 1-3 august i København

Ringsted Festival 1-3 august i Ringsted

Frederikssund Festival 1-3 august i Frederikssung

Stella Polaris 2-11 august i Aarhus, Aalborg og København

Vanguard Music Festival 2-3 august i København 

Nakskov Sommerfestival 3-4 august i Nakskov