Pernille Rosendahl er årets første navn i ’Toppen af Poppen’ og vælger nogle helt særlige hits
Særligt én af de andre deltagere i denne sæson har givet sangerinden blod på tanden til at være med i musikprogrammet.
I disse dage har sangerinde Pernille Rosendahl travlt i øvelokalet.
Hun er netop hjemvendt fra en turné, hvor hun har optrådt med sit første soloalbum på landets museer, og inden længe skal hun pakke kufferterne og afsted igen.
Denne gang er det dog til en hemmelig destination, hvor hun sammen med en gruppe andre danske kunstnere skal deltage i dette års udgave af ’Toppen af poppen’.
- Jeg synes, det kunne være sjovt. Jeg hylder idéen om, at man kan få lov til at spille originalt materiale på landsdækkende tv. Man kommer jo helt ned i motorrummet hos musikere og sangskrivere, siger den 46-årige sangerinde.
Havde trukket sig tilbage
Det er dog ikke første gang, Pernille Rosendahl er blevet spurgt, om hun kunne tænke sig at være med i programmet, der indtil videre har kørt i syv sæsoner.
Hun har dog hver gang takket nej, fordi hun har forsøgt at holde sig lidt ude af mediernes søgelys.
- Jeg havde nogle år, hvor jeg var på tv og på hitlisterne. For seks-syv år siden tog jeg et meget aktivt valg om at trække mig tilbage og fordybe mig i min solokarriere, fortæller Pernille Rosendahl.
Barndomsidol skal også være med
At det lige netop er i år, Pernille Rosendahl er endt med at takke ja til tilbuddet om en plads i ’Toppen af poppen’, er dog ikke helt tilfældigt.
Det skyldes, at en stjerne, der har en særlig plads i hendes hjerte, har meldt sin ankomst i år. Hvem det er, er endnu hemmeligt, men vi kan allerede nu løfte sløret for, at der er tale om en stor kvindelig kunstner.
- For mig er hun et ikon. Jeg har været kæmpe fan af hende, siden jeg var en lille pige. Jeg kunne ikke modstå tilbuddet om at møde hende og slet ikke under de her omstændigheder, hvor man udveksler det musikalske, fortæller Pernille Rosendahl glædestrålende.
- Der er også andre grunde til, at jeg gerne vil være med, men hun var helt klart et tungt lod i vægtskålen.
Har valgt sange, der betyder noget
Mens vi andre må vente i uvished lidt endnu, ved Pernille Rosendahl allerede godt, hvem de andre deltagere i årets ’Toppen af poppen’ er.
Hjemme i øvelokalet er hun i fuld gang med sine nyfortolkninger af musikerkollegernes sange.
Som deltager må hun selv vælge, hvilke sange hun vil fortolke, og i den proces har hun udelukkende lyttet til sit hjerte.
- Mange af de andres numre, jeg har valgt, er ikke store hits. Jeg kommer fra en tid, hvor man hørte vinylplader, og dengang hørte man jo et helt værk. Derfor kender jeg flere af de andres kataloger ret indgående, og jeg har valgt de sange, der har betydet noget for mig, fortæller hun og afslører, at hun kommer til at lave store ændringer på de sange, hun har udvalgt.
- Jeg tager dem fuldstændigt over i mit eget univers. Det har været et stort arbejde at få dem omformuleret, men jeg ville gerne have, at de fik en lyd, som var mig.
- Musikere er som både på havet
Generelt glæder Pernille Rosendahl sig til at kunne fordybe sig i musikken sammen med andre kunstnere.
- Os musikere er som ensomme både ude på havet. Vi arbejder i vores egen lille koloni, og det er faktisk ret sjældent, vi mødes. Måske ses man flygtigt på en festival, men jeg glæder mig til at kunne sætte mig ned og nørde igennem med kolleger. Det er der noget ret smukt i, siger hun.
- Jeg kender nogle af de andre rigtigt godt, og andre af dem har jeg aldrig mødt. Jeg glæder mig enormt meget til at møde dem, siger Pernille Rosendahl.
Vi andre må væbne os med tålmodighed, indtil vi får løftet sløret for, hvem resten af årets deltagere i ’Toppen af poppen’ er.
'Toppen af poppen' bliver sendt på TV 2 til efteråret - læs mere om alle deltagerne lige her.