Kong Harald faldt foran dronning Margrethe – fik alle til at grine med rap replik

Den norske konge har været indlagt flere gange de seneste år.

Norske kong Haralds statsbesøg fik en svær start, da han faldt for fødderne af dronning Margrethe kort efter, at han var trådt i land fra kongeskibet 'Norge'.

De ti trin blev lidt for meget for den 86-årige konge, der går med krykker.

Kongen fik dog oprejsning ved at få alle til at grine efter faldet.

- Jeg kommer i næsegrus beundring for dem, sagde han til dronning Margrethe, der svarede:

- Forvent ikke det samme af mig.

Svingende helbred

Kong Harald er i øjeblikket på officielt statsbesøg i Danmark sammen med dronning Sonja.

Det norske kongepar mødes torsdag med dronning Margrethe på Amalienborg i København og skal efterfølgende besøge Aarhus med det danske kronprinspar. Besøget er planlagt til at vare to dage.

Kongens helbred er ikke på toppen, og han har flere gange været indlagt på hospitalet – senest i starten af maj.

Den 86-årige konge var også indlagt med en infektion i december sidste år.

I begyndelsen af 2020 blev han indlagt på Rikshospitalet i Oslo for svimmelhed. Han blev raskmeldt og udskrevet et par uger senere.

Senere på året blev han indlagt på ny. Her gennemgik han en vellykket hjerteoperation, hvor han fik indsat en ny hjerteklap.

De mange indlæggelser er selvfølgelig ikke noget, den norske konge bryder sig om. Da han for nyligt blev spurgt ind til dem af den norske presse, svarede han:

- Det er utroligt kedeligt at være indlagt.