Royale

Dronningens afbud ”ripper op” i betændt familieforhold, siger ekspert

Prins Joachim har gjort det umuligt for dronning Margrethe at deltage i sit barnebarns konfirmation, vurderer kongehusekspert Thomas Larsen.

Grev Henrik, som er søn af prins Joachim og prinsesse Marie, skal konfirmeres på Kristi himmelfartsdag 18. maj i Paris, har kongehuset oplyst i en pressemeddelelse.

Det er første gang, at et af dronning Margrethes børnebørn bliver konfirmeret i udlandet og ikke i Fredensborg slotskirke.

På den store dag, hvor grev Henrik skal bekræfte sin tro til gud, bliver det uden tilstedeværelse af dronning Margrethe, Henriks farmor.

Det havde været et smukt signal, hvis man kunne samles om den her begivenhed. Men sådan skal det altså ikke være

Thomas Larsen

Dronning Margrethe kan nemlig ikke deltage i grev Henriks konfirmation på grund af sin omfattende rygoperation og den genoptræning, hun gennemgår, hvorfor hun ikke er i stand til at rejse. Det oplyser Kongehuset til Ritzau.

Skårene er ikke klinket endnu

At dronningen ikke får mulighed for at deltage i konfirmationen, er med til at "rippe op i historien om deres interne dårlige forhold endnu engang", mener kongehusekspert og politisk redaktør på Radio 4, Thomas Larsen.

- Man skal være klar over, at skårene i den kongelige familie ikke er klinket endnu, siger han.

Han påpeger, at hvis prins Joachim og familien ønskede at demonstrere en større samhørighed i kongefamilien, så ville det være logisk at flytte konfirmationen til København.

- Det havde været et smukt signal, hvis man kunne samles om den her begivenhed. Men sådan skal det altså ikke være, siger Thomas Larsen.

Han vurderer, at der stadigvæk, især i prins Joachims del af familien, er en bitterhed og en sorg over den beslutning, som dronningen traf, da hun i september 2022 meddelte, at prins Joachims efterkommere alene kan benytte deres titler som grever og komtesse af Monpezat, og dermed ikke længere var prinser og prinsesser.

Manglende begrundelse åbner for tolkninger

Der har endnu ikke været nogen forklaring på, hvorfor prins Joachim har valgt at placere konfirmationen i Paris, og derved besværliggjort dronningens mulighed for at deltage.

Det vil ifølge kongehuseksperten være hjælpsomt i forhold til offentligheden, hvis han fortalte hvorfor, og hvilke overvejelser han har haft.

Som det står nu, åbner prins Joachim nemlig op for den tolkning, at det netop er et udtryk for, at de endnu ikke har fundet hinanden i kongefamilien, påpeger Thomas Larsen.