Harry og Meghan overvejer deltagelse til kong Charles kroning
Prins Harry og Meghan har over de seneste måneder vakt opsigt med deres fortællinger om livet i kongehuset.
De er den varme kartoffel i det britiske kongehus.
Prins Harry og hertuginde Meghan har nu i flere år stået i centrum af stridighederne i det britiske kongehus.
Derfor er der også en del opmærksomhed på parret, når de store royale ceremonier finder sted. Og sådan en er lige rundt om hjørnet, når kong Charles 6. maj officielt skal krones, efter at dronning Elizabeth gik bort sidste år efter 70 år på tronen.
Og parret har fået en invitation, bekræfter en talsperson for prins Harry over for blandt andre Reuters og CNN. Nu er spørgsmålet så, om de agter at dukke op.
- En umiddelbar beslutning om, hvorvidt hertugen og hertuginden vil deltage, vil ikke blive offentliggjort af os på dette tidspunkt, siger talspersonen.
Der har været spekulationer om, hvorvidt prins Harry, kongens anden søn, og hertuginde Meghan ville blive inviteret til kroningen, efter at de har udgivet en dokumentarserie, givet store tv-interviews og prins Harry har delt ud af private samtaler med familiemedlemmer i sin selvbiografi 'Reserven'.
Parret, der i 2020 trak sig som seniormedlemmer af kongehuset, har over de seneste måneder åbent kritiseret systemet omkring kongehuset, som de mener udstødte Meghan fra den royale familie og gødede jorden for angreb mod hende i den britiske tabloidpresse.
Kroningen sker desuden samme dag, som parrets søn Archie fylder fire år.
Ã…ben kritik af kongehuset
Parret bor i dag i USA med deres børn Archie og Lilibet. I sidste uge bekræftede de, at de er blevet bedt om at flytte ud af Frogmore Cottage – deres hjem i Storbritannien.
Det kommer i kølvandet på, at parret flere gange har delt ud af privatlivet bag de kongelige murer, og om hvad de mener er grænseoverskridende opførsel fra medlemmer og ansatte omkring kongehuset.
Det er senest sket lørdag, hvor prins Harry deltog i en livestreamet pay-per-view samtale med forfatter og terapeut Gabor Maté.
- Jeg har bestemt følt gennem mit liv, i mine yngre år, at jeg var en smule anderledes end resten af min familie, sagde han ifølge The Guardian.
Bolden afleveret på Harrys banehalvdel
I 2021 stillede de op i et langt tv-interview med den amerikanske talkshowvært Oprah Winfrey.
Sidste år udkom parrets dokumentarserie 'Harry & Meghan', hvor de i seks afsnit på samlet seks timer berettede om deres opvækst, forelskelse og de senere problemer med blandt andet tabloidpressen og kongehuset.
I januar udkom prins Harrys selvbiografi i Danmark, hvor han deler private samtaler og møder med sin royale familie, mens han og Meghan kæmpede med deres problematiske royale roller.
Han beretter blandt andet om en konfrontation med sin bror, tronarving prins William, hvor han under et skænderi over Meghan "greb mig i kraven, ødelagde min halskæde og slog mig i jorden", skriver prins Harry.
Sammen med bogens udgivelse gav Harry to store tv-interviews, hvor han blandt andet sagde, at han gerne vil have sin bror og far tilbage. Her afviste han også at svare på, om han ville deltage i farens kroning.
- Døren er altid åben. Bolden er på deres banehalvdel, lød det ifølge BBC.
Nu er bolden afleveret til prins Harry og hertuginde Meghan, og de royalt interesserede øjne holder nu tæt øje med, om de dribler afsted til kong Charles' kroning.