Dronningen har ryddet op i Kongehuset, men Konstantins efterkommere er stadig prinser og prinsesser af Danmark
Selvom ekskong Konstantin ikke har brugt sin danske titel ret meget, er det ikke unormalt, at hans børn og børnebørn bruger dem, fortæller historiker.
Grækenlands sidste konge, der tirsdag gik bort i en alder af 82 år, var en mand med flere titler.
Foruden at bære titlen som ekskonge af Grækenland, efter at den græske befolkning tilbage i 1974 valgte af afskaffe monarkiet ved en folkeafstemning, var han faktisk også prins af Danmark.
Og selvom Konstantin nu er død, efterlader han sig flere børn og børnebørn, der alle har ret til at bære titlerne som prinser og prinsesser af Danmark. Det er på trods af, at de har et meget lille tilhørsforhold til landet.
Men hvordan kan det være, at prins Joachims børn ikke længere må tituleres som prinser og prinsesse, når der går andre prinser og prinsesser af Danmark rundt i Europa, hvis oprindelse er græsk?
Det spørger TV 2 historiker Emma Paaske om i dagens afsnit af nyhedspodcasten ’Dato'.
Jagten pĂĄ en konge
Mange vil foranlediges til at tro, at titlerne hos ekskong Konstantins efterslægt har noget med hans hustru Anne-Marie at gøre.
Anne-Marie er nemlig lillesøster til dronning Margrethe og dermed prinsesse af Danmark.
Men ifølge historiker Emma Paaske starter historien langt tidligere. Faktisk allerede i midten af 1800-tallet, hvor Grækenland besluttede, at de gerne vil have et kongeoverhoved igen.
Jagten gik ind i de andre europæiske kongehuse, og til sidst faldt valget på kong Christian 9.s søn prins Vilhelm, der siden blev til Kong Georg 1. af Grækenland.
Christian 9. gik med til beslutningen, men da Grækenland på daværende tidspunkt var et meget politisk anspændt område, besluttede den danske konge sig for, at Kong Georg 1.'s børn skulle have noget at falde tilbage på, hvis det græske kongehus gik i opløsning, fortæller Emma Paaske.
Derfor valgte han, at fremtidige efterkommere af Georg 1. skulle bære titlerne som prinser og prinsesser af Danmark, så de altid havde Danmark at komme tilbage til.
- Det er et sikkerhedsnet, han kaster ud for Georg 1. og hans efterkommere. Det er faktisk skidesmart, lyder det fra Emma Paaske.
En forudsigelse bliver til virkelighed
Christian 9. skulle da også få ret i sine antagelser om det græske kongehus.
For ikke bare én, men to gange har monarkerne i Grækenland været nødt til at flygte fra deres hjemland.
Senest tilbage i 1967 – tre år efter, at kong Konstantin havde overtaget tronen fra sin far – hvor Konstantin og dronning Anne-Marie måtte flygte til Rom som følge af det græske statskup.
Parret mistede efterfølgende deres græske statsborgerskab, men som følge af deres titler som prins og prinsesse af Danmark, fik de lov at beholde deres danske diplomatpas, fortæller Emma Paaske.
Men selvom ekskong Konstantin, ifølge historikeren, ikke har brugt sin danske titel særlig meget, er det ikke unormalt den dag i dag, at hans fem børn og ni børnebørn titulerer sig selv som prinser og prinsesser af Danmark.
- De bruger det jo eksempelvis nogle gange, nĂĄr de bliver omtalt i pressen, eller nĂĄr de indtager officielle begivenheder i Danmark eller England eller pĂĄ sociale medier, forklarer Emma Paaske.
Har ikke de samme forpligtelser
Da dronning Margrethe valgte, at prins Joachims børn fra 1. januar 2023 skal tiltales grever og komtesse, lød begrundelsen, at de fire børnebørn i højere grad skal kunne forme deres egen tilværelse uden at være begrænset af de forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til kongehuset indebærer.
- Jeg tror, det var for børnebørnenes skyld, fordi der følger en masse forpligtelser med de her titler, og der vil blive gransket meget mere i, hvad det er, de går og foretager sig, siger Emma Paaske og tilføjer:
- Det er klart, at når du ikke har den her titel længere, har du et friere liv.
På trods af, at Konstantins børn og børnebørn stadig må bære de titler, som prins Joachims børn ikke længere må, har de ifølge Emma Paaske ingen af de samme forpligtelser, som kunne være blevet forventet af grev Nikolaj, grev Felix, grev Henrik og komtesse Athena.
- Konstantins efterkommere bruger dem mest som en identitetsmarkør på, hvem de er, og hvor de kommer fra, fortæller hun og tilføjer, at de lever normale liv med almindelige jobs.
Spørgsmålet, der står tilbage, er dog, hvorfor dronning Margrethe med oprydningen i det danske kongehus ikke også har valgt at inddrage den græske ekskongefamilie?
Ikke dronningens beslutning
Svaret på det spørgsmål er simpelt, forklarer Emma Paaske. Hun kan ikke.
- Det er ikke noget, der ligger under hendes område. Hun har det danske kongehus. Det andet tilhører formelt det græske kongehus, som i princippet ikke eksisterer, men det gør familien, siger Emma Paaske.
Med Konstantins død er det nu i stedet op til den tidligere kronprins af Grækenland, Pavlos, og hans hustru, Marie-Chantal, at bestemme, hvad de har tænkt sig at gøre med deres og de andre familiemedlemmers danske titler.
- Jeg er meget spændt på, hvordan den tidligere kronprins og hans kone kommer til at begå sig, hvordan de har tænkt sig, at deres virke skal være, og om de kommer til at lave nogle forandringer i deres titler eller deres børns titler, fordi det kunne de i princippet godt gøre, afslutter Emma Paaske.
Du kan høre mere om den tidligere græske kongefamilies tilhørsforhold til det danske kongehus i TV 2s podcast 'Dato'.