Kronprins Frederik til sin mor: - Du mestrer ordet, jeg mangler det af og til

Kronprins Frederik talte både om forskelle og ligheder i forhold til sin mor. Og det var både klog og modigt, mener kongehuskommentator.

Kronprins Frederik stod for den sidste sidste tale ved søndagens gallataffel for dronningen.

Udover at hylde sin mor og hendes 50 år på tronen, pegede kronprinsen også på nogle af deres forskelligheder.

Der skal mere end lidt blæst til at ryste dig

Kronprins Frederik

- Du maler, jeg motionerer. Du graver efter fund fra fortiden, og jeg gravede mig ned for ikke at blive opdaget i min tid i Forsvaret, sagde han og fortsatte med et smil:

- Du mestrer ordet, jeg mangler det af og til.

En modig tale

Gennem sin tale adresserede kronprins Frederik altså, at han ikke er den mest formfuldendte taler og ikke altid har ordet i sin magt.

Og det er klogt træk af kronprinsen, mener journalist og kongehuskommentator Jacob Steen Olsen.

- Det var meget modigt at invitere direkte til den sammenligning, som alle jo foretager, siger han

- Kritikerne vil jo sige: "Han er ikke ligesom sin mor".

Kongehuskommentatoren tilføjer, at kronprinsen generelt har modtaget en del kritik for ikke at kunne formulere sig klart.

Det var en tale, hvor han siger: "Jeg er klar"

Jacob Steen Olsen, kongehuskommentator

Søstærk kaptajn

Men kronprins Frederik brugte også sin tale på at takke sin mor. Blandt andet for at være en sikker kaptajn på det skib, som kronprinsen sammenlignede kongehuset med.

- Du står, når andre går i knæ i høj sø, og du har modet til at skifte skibet ud med en hundeslæde, når havet er frosset til, sagde han.

- Der skal mere end lidt blæst til at ryste dig.

Samtidig rettede kronprinsen blikket mod fremtiden og det faktum, at han en dag skal overtage "skibet" fra sin mor.

Han slog også fast, at dronningen har gjort ham klar til at træde ind i jobbet som regent. Men først når tid er.

- Du kan være vis på, at jeg som din næstkommanderende står lige bag dig. Loyal og fuld af respekt for den rejse, du har taget og stadig tager os alle med på, lød det fra kronprinsen.

Og netop den detalje fremhæver Jacob Steen Olsen.

- Det var en tale, hvor han siger: "Jeg er klar", fremhæver kongehuskommentatoren.

- Han sagde - uden at sige det: "Jeg bliver konge på min måde".

Forsinket fejring

Kronprinsens tale blev afsluttet af et nifoldigt leve for dronningen, hvor gæsterne ved gallataflet i fællesskab råbte med under søndagens fejring.

Efter planen skulle dronning Margrethe dog allerede have fejret jubilæet tilbage i januar. Men på grund af coronasituationen dengang blev festlighederne flyttet til nu.

Dronningen fik dog ikke mulighed for at gennemføre hele den planlagte fejring.

Torsdag døde den britiske dronning Elizabeth, og det fik dronning Margrethe til at aflyse både sin karettur gennem København og vink fra balkonen på Amalienborg og Københavns Rådhus lørdag.

Se 'Gallashowet' på TV 2 PLAY her.