Dronning Elizabeth – 70 år på tronen

Margrethe lykønsker Elizabeth: - Du har været en søjle af styrke

Den britiske dronning har regeret Storbritannien i 70 år. Torsdag blev hun fejret med traditionsrig millitærparade.

Dronning Margrethe har sendt en lykønskning til den britiske dronning Elizabeth, som kan fejre 70-årsjubilæum på tronen.

Dronningen skriver i gratulationen, som kongehuset har offentliggjort, at den britiske dronnings præstation er uden sidestykke.

- Det understreger vigtigheden af monarkiet som et stærkt symbol på national identitet og historisk kontinuitet i en hastigt foranderlig, moderne verden, lyder det fra dronning Margrethe.

Dronningen skriver også, at dronning Elizabeth "har været en søjle af styrke, opmuntrende og inspirerende, uanset omstændighederne".

Den længst siddende regent

Den 96-årige dronning Elizabeth II er verdens længst siddende regent, og briternes fejring af deres dronning begyndte torsdag og vil strække sig over fire dage.

Festlighederne falder sammen med den britiske bank holiday, og derfor har mange briter altså fri til at deltage i begivenhederne.

Torsdag blev det hele skudt i gang med den traditionsrige militærparade Trooping the Colour af stablen. Det er dronningens årlige fødselsdagsparade. Så selvom dronning Elizabeth har fødselsdag 21. april, fejres Storbritanniens siddende regent også officielt i juni.

I år blev der dog skruet ekstra op for festlighederne i anledning af jubilæet.

Det var det billede folk var bange for, at de ikke ville se, og det så de nu

Ulla Terkelsen

Militærparade med tusindvis af soldater

Ifølge det britiske forsvarsministerium deltog i alt 1500 soldater, 400 musikere, 250 heste og 70 fly i millitærparaden for at fejre majestætens platinjubilæum.

Det var prins Charles, der ledte den store parade med følgeskab af sin søster, prinsesse Anne, og sin ældste søn, prins William.

Paraden sluttede foran dronningens residens i London, Buckingham Palace. Herfra viste dronningen sig på balkonen to gange.

Først sammen med sin fætter hertugen af Kent og derefter i selskab med udvalgte medlemmer af kongefamilien, der hilste på befolkningen fra slottets balkon.

To familiemedlemmer glimrede dog ved deres fravær. Hverken dronning Elizabeths søn prins Andrew eller barnebarnet prins Harry – samt deres familier – var til stede, da begge prinser har skabt skandaler i kongehuset de seneste år og derfor har fået frataget deres officielle pligter.

Trooping the Colour blev afsluttet med en opvisning fra det kongelige luftvåben. I alt 70 militærfly strøg gennem luften over slottet.

Kærlig bekymring bragt til skamme

Dronning Elizabeth har i den seneste tid meldt afbud til flere arrangementer på grund af det, kongehuset kalder "episodiske problemer med mobiliteten".

Hun deltog således ikke i den traditionsrige åbning af parlamentet i London på grund af helbredsproblemerne.

Derfor har der også været "kærlig bekymring" omkring hendes helbred den seneste tid, lyder det fra TV 2-korrespondent Ulla Terkelsen, der var på gaden i London torsdag.

- Det er ingen hemmelighed, at man har været nervøs for, om det her blev til noget. Derfor har der selvfølgelig været en ubehagelig fornemmelse af, om hun kunne klare det. Det var den tanke, der lå i baghovedet på mange briter, siger hun.

Men solen skinnede og hestene trampede ned ad alléen The Mall under vajende faner, og så kom dronningen frem.

- Det var det billede folk var bange for, at de ikke ville se, og det så de nu, fortsætter Ulla Terkelsen.

Fejringen fortsætter

Torsdagens parade var blot den første af en lang række officielle begivenheder, der skal hylde dronning Elizabeth.

Blandt andet skal dronningen lørdag fejres med en stjernespækket livekoncert foran Buckingham Palace. 22.000 har købt billetter til "platinfesten" foran Buckingham Palace.

Følg det kongelige jubilæum på TV 2

Du kan følge dronning Elizabeths platinjubilæum på TV 2 og TV 2 CHARLIE.

Se tv-planen her: 

  • Torsdag 2. juni vil der blandt andet være en stor militærparade foran Buckingham Palace, hvor dronning Elizabeth og hendes familie vinker fra balkonen på slottet. 

Det hele kan ses på TV 2 klokken 10.20-14.30.

  • Fredag 3. juni deltager dronningen og hendes familie i en gudstjeneste i Saint Paul's Cathedral.

Kongefamiliens ankomst og gudstjenesten kan følges på TV 2 klokken 11.20-14.05.

  • Lørdag 4. juni bliver der afholdt en stor koncert foran Buckingham Palace, hvor blandt andre Elton John, Diana Ross og Duran Duran kommer og optræder.

Koncerten kan følges på TV 2 CHARLIE klokken 20.30-23.30.

  • Søndag 5. juni vil der være et stort og festligt optog for dronningen, og samtidig vil omkring ti millioner briter holde gadefest og picnic for at fejre deres monark.

Det kan følges på TV 2 klokken 15.00-18.00.

Søndag afholdes blandt andet en picnic med mere end ti millioner briter, og så kan folket se frem til endnu en parade.

Også danske dronning Margrethe kan i år fejre sit regentjubilæum. Hun har siddet på tronen i 50 år.