Royale

Det svenske kongehus afviser skilsmisserygter

Kongehusekspert kalder det "helt exceptionelt", at det svenske kongehus offentligt går ud og afkræfter rygtet om skilsmisse.

Gennem længere tid har der ifølge det svenske kongehus floreret rygter om, at den svenske kronprinsesse Victoria og prins Daniel skulle være ved at blive skilt.

Men de rygter har intet på sig.

Det slår Victoria og Daniel nu fast i et opslag fra det svenske kongehus på Instagram.

- Det er kommet til vores kendskab, at der foregår en omfattende rygtespredning vedrørende vores private relation, starter opslaget.

Herefter skriver parret om rygterne, der skulle handle om svigt i ægteskabet og en forestående skilsmisse. De skriver desuden, at de aldrig under normale omstændigheder kommenterer rygter.

- Men for at værne om vores familie ønsker vi at klargøre én gang for alle, at de rygter, der spredes i øjeblikket, er helt grundløse, skriver kronprinsessen og prinsen i opslaget.

Rygter startede i udkanten af mediebilledet

Ifølge TV 2s korrespondent i Sverige, Jesper Zølck, begyndte rygterne i slutningen af sidste år på en tabloidhjemmeside i udkanten af det svenske mediebillede.

Her skrev tabloidmediet flere historier om en muligt forestående skilsmisse med referencer til forskellige kilder. Men rygterne forblev kun hos tabloidmediet, for ingen af de traditionelle medier bragte artikler om rygterne.

Normalt har man politikken i Europa, at man ikke kommenterer på rygter

Lars Hovbakke Sørensen, kongehusekspert og historiker

Alligevel har rygterne været så vedholdende, at de store medier har gjort sig klar til meldingen om en skilsmisse.

- Alle de traditionelle medier har været forberedte og spurgt ind til hoffet, og flere af de store medier har haft forberedende møder, siger Jesper Zølck.

Han tilføjer, at der har været sendt fotografer og journalister ud til den bygning, hvor kronprinsesseparret i givet fald vil skulle aflevere skilsmisseerklæringen. Men der er altså aldrig dukket nogen op, og nu har parret selv skudt spekulationerne til jorden.

Kongehuse kommenterer uhyre sjældent på rygter

Der svirrer ofte rygter og sladder om de royale familier i de forskellige monarkier, men de forbliver oftest som rygter, uden de kongelige kommenterer dem.

Men nogle gange kan de kongelige altså ikke sidde rygterne overhørig, som det er tilfældet her. Og det er yderst sjældent, forklarer Lars Hovbakke Sørensen, der er kongehusekspert og historiker.

- Det er helt exceptionelt. Normalt har man politikken i Europa, at man ikke kommenterer rygter. Man siger ikke noget, uanset hvad man bliver beskyldt for. Ellers ville man ikke lave andet, og det ville også være uværdigt, siger han til TV 2.

Det handler selvfølgelig om at beskytte familien

Margareta Thorgren, kommunikationschef for det svenske kongehus, til Aftonbladet

At kronprinsesseparret nu afkræfter rygterne offentligt er et tegn på, hvor intense rygterne har været, lyder det fra Lars Hovbakke. Han forklarer, at der typisk skal tre ting til, for at de kongelige offentligt vil kommentere rygter.

- Det første er, hvis det bliver for personligt. Det andet er, hvis de synes, rygterne er grundløse. Og det tredje er, hvis rygterne bliver ved og ved. Med de tre ting sammen vil man typisk gå ud og afvise dem, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Handler om at beskytte familien

Til svenske avis Aftonbladet forklarer den svenske kongefamilies kommunikationschef, Margareta Thorgren, at det er ganske usædvanligt, at kongehuset kommenterer denne type rygter.

- I dette tilfælde kan vi konstatere, at trods gentagne afslag til etablerede medier fortsætter rygternes spredning, siger Margareta Thorgren og fortsætter:

- Det (rygterne, red.) er ikke stoppet, men fortsætter på forskellige måder. Derfor har vi foretaget den vurdering, at i den situation, vi er i nu, var det nødvendigt at komme med en offentlig afvisning. Det handler selvfølgelig om at beskytte familien, siger Margareta Thorgren.