For 70 år siden kravlede hun op i et træ som prinsesse og kom ned som dronning

Dronning Elizabeth 2. kan i år fejre 70 år på tronen. Det gør hende til længst regerende nulevende monark og kvindelige statsoverhoved.

Prinsesse Elizabeth var dybt inde i den kenyanske skov på sit livs eventyr, da begivenheder langt borte pludselig vendte op og ned på hendes verden.

En februarmorgen i 1952 vågnede verden op til kong George VI's død, Han havde lungekræft og var sovet ind på kongefamiliens gods Sandringham.

Men hans 25-årige datter og arving til tronen var tusindvis af kilometer hjemmefra i de skovklædte bjerge i Aberdare Range.

Sammen med prins Philip var hun i Kenya på vegne af Kongehuset, og det unge par stod op til det eksotiske dyreliv fra en hytte højt oppe i træerne, som de var klatret op i aftenen før.

Fra parrets håndskrevne noter fra turen kan man læse, at de observerede store flokke af elefanter - “omkring 40” - ved et vandhul sammen med bavianer og antiloper.

Det var først senere på dagen, da de kom hjem til hotellet, at nyheden om hendes fars død nåede dem. Lige som Elizabeth sad og skrev et detaljeret brev til sin far og mor om deres store oplevelser.

Det var Prins Philip, der måtte overbringe nyheden, der rystede den unge Elizabeths verden.

En jæger, der ledsagede dem, skrev efterfølgende i hotellets gæstebog:

- For første gang i verdenshistorien klatrede en ung pige op i et træ som prinsesse og efter, hvad hun beskrev som en af de mest spændende oplevelser, kom hun ned fra træet som dronning.

Stor fest midt i stormvejr

Det er nu 70 år siden.

6. februar er dagen, hvor Elizabeth officielt blev dronning af Storbritannien. Men det er en dag, som dronningen aldrig fejrer, da det samtidig er årsdagen for hendes fars død.

Fejringen af det store 70-årsjubilæum finder i stedet sted i dagene 2. til 6. juni. Det var her, at kroningen fandt sted i 1953. Og i år bliver det en særlig fejring med koncert på Buckingham Palace, en stor militærparade og opfordringer til mødes med venner, familie og naboer for at markere det.

Alle briter får en ekstra fridag, og der er endda en national kagekonkurrence om at lave den bedste platinum pudding, hvor en af dommerne er kendt fra 'The Great British Bake Off'.

Men datoen 6. februar er stadig historisk.

Dronning Elizabeth 2. er verdens længst regerende nulevende monark og kendt som rygraden i et kongehus, der har oplevet en stribe royale skandalesager i hendes regentperiode.

Selv denne historiske dag sker i skyggen af det seneste stormvejr skabt af hendes søn prins Andrew, der sagsøges for seksuelle overgreb af en amerikansk kvinde.

Og skruer vi tiden tilbage til før Anden Verdenskrig, var det også et stormvejr, der banede vejen for, at kronen landede på den unge Elizabeths hoved.

Farbros skandale gjorde hende til dronning

Det var aldrig meningen, at Elizabeth skulle være dronning.

Da hun blev født i 1926, var hun langt nede af arvefølgen, og sammen med sin lillesøster voksede hun op i stort hus i London, hvor de red på heste og blev undervist af privatlærere.

Men da hun var 10 år, blev hendes verden vendt på hovedet. Kort efter kongen, hendes farfars, død, valgte hendes farbror, Edward 8., at frasige sig tronen for at gifte sig med den fraskilte amerikaner Wallis Simpson.

En voldsom skandale i 1930'ernes Storbritannien.

Og fra den dag stod det klart, at den unge prinsesse skulle forberede sig på at overtage tronen.

Som 14-årig gav Elizabeth sin første tale til nationen i BBC's børnetime i radioen i 1940. Og under Anden Verdenskrig blev den kongelige teenager oplært som mekaniker og chauffør i det britiske militær.

Faldt for Philips "viking looks"

Det var allerede i de tidlige teenageår, at den unge prinsesse forelskede sig i en flot løjtnant fra den britiske flåde.

De to blev præsenteret for hinanden på Royal Naval College i Dartmouth i 1939, og Elizabeth faldt pladask for ham.

I bogen 'Den lille prinsesse' afslørede hendes guvernante, at prinsessen straks blev rød i hovedet ved synet af hans "viking looks". Det fornægtede sig åbenbart ikke, at Philip var prins af Grækenland og Danmark.

De to begyndte snart efter at udveksle breve. Da var Elizabeth bare 13 år og Philip 18 år.

Men kærligheden blomstrede for de to teenagere, og i sommerende 1947, da Elizabeth var blevet 21 år, blev de forlovet.

20. november samme år sagde de ja til hinanden i Westminster Abbey foran 2000 gæster.

Da Storbritannien stadig var ramt af rationering efter Anden Verdenskrig, havde prinsessen gjort sig umage med at samle stofkuponer sammen for at skabe den perfekte brudekjole.

Kjolen var lavet af silke og besat med diamanter og 10.000 perler - og den funklede.

200 millioner mennesker verden over så det i fjernsynet eller lyttede med over radioen takket være optagelser fra BBC.

Knap et år senere kom prins Charles til verden som det første af parrets fire børn: Charles, Anne, Andrew og Edward.

I 1949 blev Prins Philip udstationeret på Malta, og det unge kronprinsessepar elskede det.

Dronningen har senere beskrevet årene på Middelhavsøen som de bedste i hendes liv, for det var den eneste gang, at hun fik chancen for at leve normalt.

Et hverdagsliv, der brutalt blev revet op med roden, da hendes far døde den februarnat i 1952.

For nu stod tronen tom hjemme på Buckingham Palace.

25 år og med knust hjerte

Flyet med Elizabeth og Philip landede i London 7. februar 1952.

Den unge dronning blev modtaget af premierminister Winston Churchill og et kongerige i sorg.

Medarbejdere, der bevidnede hjemturen, har fortalt, at Elizabeth græd på vej hjem til Storbritannien.

Bare 25 år gammel og med to små børn var hun nu tvunget til at sige farvel til sin højt elskede far og tage hul på et liv i meget stramme royale rammer, som hun aldrig havde ønsket sig.

Men hun greb opgaven uden at vakle og blev en af de mest arbejdsomme royale overhoveder i moderne tid.

Og hun var også nyskabende. For eksempel blev kroningen af Dronning Elizabeth 2. juni 1953 som den allerførste sendt live i fjernsynet og i radioen til millioner af mennesker verden over, og den blev kommenteret på 39 forskellige sprog.

Et skrækkeligt år

Dronning Elizabeth er den dag i dag elsket og respekteret af store dele af den britiske befolkning

Men trods det har kongehuset fået nogle alvorlige ridser i lakken i hendes regentperiode.

Dianas ægteskab med prins Charles og hendes død er en af kongefamiliens største kriser.

Den folkekære prinsesse Diana giftede sig som 20-årig med den 13 år ældre prins Charles. De to blev officielt skilt i 1996 efter et turbulent ægteskab.

Desværre for dronningen bragte hendes andre børn endnu mere benzin til bålet. I 1990'erne blev skilsmisser stadig betragtet som store skandaler for kongehuset, og alene i 1992 var der hele tre af dem.

Charles blev skilt fra Diana Spencer, Anne blev skilt fra Mark Philips, og Andrew blev skilt fra Sarah Ferguson.

I juletalen lagde Dronning Elizabeth ikke skjul på den royale smerte, da hun stemplede året som et "annus horribilis".

Hvad hun ikke vidste var, at kongehuset om bare fem år skulle opleve et meget værre år.

Storbritannien i chok

Diana var kendt verden over for sin venlighed og varme.

Specielt efter skilsmissen fra Charles brugte hun sig selv til at gøre verden til et bedre sted.

I 1987 krammede hun en 7-årig dreng med aids i New York - dengang mange stadig betegnede det som farligt. I 1997 vandrede hun gennem en mark med landminer i Angola.

Men kort efter turen til Afrika var det slut for den folkekære prinsesse.

Lady Diana døde i en voldsom ulykke efter en biljagt med pressen gennem Paris' gader en sen augustaften efter en aften ude med sin kæreste Dodi Fayed. Begge døde natten til 31. august.

Da nyheden tonede frem på tv-skærme og skrattende radioer søndag morgen, var det, som om at Storbritanniens hjerte sprang et slag over.

Med tårer ned af kinderne lagde briter blomster ved royale mindesmærker for at ære Dianas minde. Men Dronning Elizabeth, der var i Skotland med William og Harry, var tavs. Og vreden voksede i befolkningen.

Kontrasten mellem den varme Diana og det kolde kongehus stod skarpere og skarpere.

Snakken om at afskaffe kongehuset tog til.

Ny splid i familien

De næste mange år var kongehusets forhold til befolkningen i dyb krise.

Og netop det blakkede ry skulle den næste generation, repræsenteret ved prins William og prins Harry, være med til at rette op på.

Det var da også en folkefest uden lige, da prins William giftede sig med hertuginde Kate, der hverken er royal eller fra den britiske overklasse. Deres bryllup fandt sted i 2011.

Siden da har deres velgørende arbejde, Williams arbejde som redningspilot og Kates amatørbilleder af deres tre børn givet dem en plads i mange briters hjerter. Sammen med Dronning Elizabeth er de de mest elskede medlemmer af den britiske kongefamilie.

Prins Harry derimod var den vilde rod, der endelig fandt ro i 30'erne og satte kongehuset i et nyt og moderne lys.

Som den første fra kongefamilien snakkede han åbent om de psykiske problemer, som han levede med længe efter sin mors død. Og han giftede sig med en fraskilt amerikaner, der har en hvid far og en afroamerikansk mor.

Den fornyelse blev af mange set som sund for kongehuset. Men bedst som kongehuset red på en frisk bølge af popularitet i den britiske befolkning, blev det oversvømmet af nye skandaler.

Da Harry mødte Meghan

Allerede kort efter Harry mødte Meghan i 2016, begyndte parret at kunne mærke et massivt pres fra den britiske tabloidpresse. Prinsen har ved flere lejligheder tordnet imod, hvad han betegner for racistisk pressedækning af Meghan, og parret har kørt flere retssager mod britiske tabloidmedier.

I januar 2020 vendte Harry og Meghan kongehuset ryggen efter flere års skænderier bag murene. I avisernes spalter føg det med beskyldninger om racisme i kongehuset og interne spændinger, der altså endte med det såkaldte "Megxit". Harry og Meghan bor i dag i USA og er trådt helt ud af kongehuset.

Men stormvejret omkring Charles' yngste søn blegnede i lyset af en anden skandale.

Mørke skyer havde i årevis samlet sig over prins Andrews hoved. Allerede i 2011 skabte hans venskab med rigmanden Jeffrey Epstein overskrifter, og i 2015 afslørede retsdokumenter, at en amerikansk kvinde anklagede Andrew for gentagne seksuelle overgreb i 2001, da hun var 17 år.

Da Jeffrey Epstein i 2019 blev anholdt i samme sag og senere døde i sin celle, rettedes fokus igen mod prins Andrew. Prinsen gav, hvad der af mange betegnes som et katastrofalt forsvarsinterview med BBC. Og med det blev der sat en stopper for hans kongelige karriere.

Som ung var prins Andrew ellers en af kongehusets stjerner og sin mors største øjesten. Han var kendt som en charmerende pilot fra Falklandskrigen mod Argentina i 1982. Men i takt med hans skødesløse livsstil falmede hans stjerne.

I dag er Andrew blevet frataget sin rolle i den kongelige familie og afventer en retssag i USA.

Prins Philips død

Gennem alle disse skandaler i verdens mest omtalte og pressedækkede kongehus havde dronning Elizabeth sin mand prins Philip ved sin side. Dronningen er kendt for at kalde prinsen for sin "støtte og styrke".

Men i april 2021 gik prinsen bort i en alder af 99. Han havde tidligere på året været indlagt i en længere periode med hjerteproblemer.

Prins Philip blev lørdag 17. april begravet fra St. George's Chapel. Og her gik rørende billeder verden rundt, da den 94-årige dronning sagde farvel til sin mand alene på kirkebænken på grund af coronapandemien.

Derfor skal dronningen til sommer fejre sine 70 år ved tronen uden hverken sin støtte prins Philip eller sin søn prins Andrew ved sin side.