Danmarkshistoriens to dronninger: Her er forskelle og ligheder mellem Margrete 1. og Margrethe 2.

På Margrete 1.'s tid var det højest usædvanligt, at en kvinde deltog i magtspillet på lige fod med mændene. Ikke desto mindre lykkedes det hende ved hjælp af sine udprægede strategiske evner at samle Danmark, Norge og Sverige i Kalmarunionen, som holdt i 126 år.

Hendes kløgt og forhandlingsevner var så udprægede, at selv hendes fjender udtrykte deres dybe respekt.

For eksempel da det i 1385 lykkedes Margrete 1. at få Skåne tilbage til Danmark, efter at landsdelen havde været på tyske hænder gennem mange år, skrev en tysk krønikeskriver om hende: ”Dette skikkede hun med stor klogskab”.

På samme måde er Margrethe 2. kendt for sin klogskab og indsigt i mange forskellige områder. I udlandet respekteres hun eksempelvis blandt statsledere og kongelige for, at hun altid sætter sig grundigt ind i de enkelte landes forhold og kan føre indsigtsfulde samtaler om aktuelle emner.

Begge dronninger udmærker sig ved en særlig evne til at opfange tidsånden. Dog på vidt forskellig vis.

For Margrete 1. var det mest et spørgsmål om, hvilke alliancer hun kunne indgå på hvilke tidspunkter, og hvordan hun bedst muligt varetog sine egne og Danmarks økonomiske, politiske og militære interesser.

Men hun havde også en god føling med, hvad der foregik blandt det jævne folk. Blandt andet indførte hun i lovgivningen en særlig bestemmelse om "kvindefred" for at beskytte kvinder mod voldtægt.

Dronning Margrethe 2. bruger derimod sin fornemmelse for stemninger og tidsånd i forhold til, hvordan hun bedst fungerer som symbolsk nationalt samlingspunkt. Selvom hun ikke har reel politisk magt, kan hun indirekte påvirke holdningerne i befolkningen. Ikke mindst gennem nytårstalerne, der høres af to-tre millioner danskere hvert år.

Her giver Dronningen blandt andet udtryk for sine synspunkter og holdninger til, hvordan vi skal behandle hinanden. På den måde præger hun normerne og værdierne i samfundet.

I sin instruktionsskrivelse fra 1405 formaner Margrete sin fostersøn, Erik, hvordan han skal opføre sig, når han færdes ude blandt folket.

Blandt andet skriver hun: ”Hvis der er nogen, der byder dig til gæst, så skal du spise hos dem, og hvis nogen – mand eller kvinde, ung eller gammel – ønsker at give dig noget småt eller stort, skal du tage velvilligt imod det. Hvis du ikke gør det, kan folk blive sårede over det."

Skrivelsen viser, hvordan Margrete 1. i alle detajler går op i etikette, og hvordan man som royalt overhoved skal vise imødekommenhed over for alle, både høj og lav.

Her kan der drages en direkte parallel til vores nuværende dronning Margrethe og hendes rolle, når hun kommer ud i forskellige anledninger, hvor hun velvilligt skal tage imod gaver og blomsterbuketter.

- Dronningen skal se ud, som om at hun er enormt glad for alt, hvad hun får forærende. Uanset hvor mærkeligt, det end måtte være. Så det er den samme rolle og etikette, der gælder for regenten i dag som for 600 år siden, lyder det fra historiker Vivian Etting.

Hovedforskellen mellem de to kvindelige regenter er deres position i samfundet og de tilhørende magtbeføjelser. På dette helt centrale punkt er Margrete 1. og Margrethe 2. hinandens diametrale modsætninger: 

Hvor Margrete 1. ikke formelt var monark, men reelt bestemte, er Margrethe 2. formelt monark, men bestemmer reelt ikke noget.

Det danske kongedømme er i dag et demokrati, hvor de kongelige overhoveder ikke må give udtryk for deres egne politiske holdninger. Så selvom dronning Margrethe formelt skal godkende alle love ved at underskrive dem, så kan hun ikke nægte at sætte sin underskrift. I så fald ville monarkiet hurtigt blive afskaffet.

Omvendt var monarkens position tilbage i 1300-tallet samfundets øverste magtposition (udover kirken), både politisk, militært og økonomisk. Og dermed havde Margrete 1. reelt magten.

Hun risikerede dog at blive afsat, hvis hun ikke gjorde det godt nok, fordi Danmark dengang var valgkongedømme.

En anden stor forskel mellem de to dronninger er, at Margrete 1. aldrig fik titel af at være dronning af Danmark. I hvert fald ikke officielt.

Selvom hun var datter af den danske konge Valdemar Atterdag, tilfaldt det dengang i 1300-tallet ikke en kvinde at overtage tronen som monark. Hun var heller aldrig gift med en dansk konge, men derimod med den norske kong Håkon, som døde tidligt.

Da Valdemar Atterdag døde i 1375 uden mandlige efterkommere, lykkedes det Margrete at få sin og kong Håkons søn, Oluf, valgt som tronfølger til den danske trone. Han var kun fem år gammel, så hun regerede som hans formynder. 

Dét gjorde hun så fremragende, at hun efter sønnens død i 1387 blev valgt som regent. Men da hun jo ikke var en mand og dermed ikke kunne blive konge, fik hun en mærkelig titel.

Margrete 1.’s titel som regent i Danmark var ”fuldmægtig frue og husbond og hele Danmarks riges formynder”. Og fordi hun reelt var regent, indgår hun i kongerækken eller regentrækken, på trods af at hun var kvinde.

Af respekt for sin dygtige forgænger valgte vores nuværende dronning Margrethe at kalde sig ”den anden”, selvom om Margrete 1. altså aldrig fik titel som dronning af Danmark.

Margrete 1. havde absolut intet at skulle have sagt i forhold til valg af ægtemand.

Allerede ti år gammel blev hun giftet bort til den norske kong Håkon, der var meget ældre end hende. Det betød, at hun som barn blev ført til det kongelige, norske slot Akershus i Oslo, hvor hun kom under opdragelse af en hofmesterinde,

Margrethe 2. fik til gengæld lov til at vælge med hjertet i en voksen alder, hvor hun forelskede sig i den franske adelsmand og diplomat Henri Laborde de Monpezat. Som tronfølger skulle hendes valg af ægtefælle i princippet først godkendes af hendes forældre, kong Frederik 9. og dronning Ingrid. Hvis de havde vendt tommelfingeren nedad, måtte hun acceptere det.

Men som bekendt endte det lykkeligt, og Margrethe 2. kunne i 1967 gifte sig med sin Henri, som fik titlen Prins Henrik. Herefter blev hans rolle at være en støtte for den danske monark.

Omvendt skulle Margrete 1. være en støtte for sin ægtemand, den norske kong Håkon. Det var hun også indtil hans død i 1380. Herefter fik hun som formynder for sønnen Oluf mulighed for tidligt at skabe sin egen politiske profil.

Alene i kraft af sin egen dygtighed og snilde endte Margrete 1. reelt som unionsdronning for både Danmark, Norge og Sverige.