Royale

Prinsesse Marie får nye opgaver i Paris

Fra 1. oktober skal prinsessen som kulturrepræsentant "afsøge nye dansk-franske partnerskaber" i Paris.

Prinsesse Marie tilknyttes den danske ambassade i Paris som særlig kulturrepræsentant. Det træder i kraft 1. oktober.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

Ifølge kongehuset skal prinsessen finde "nye dansk-franske partnerskaber til fordel for dansk kulturliv", lyder det.

Til det arbejde skal hun gøre brug af "sin særlige viden om både fransk og dansk kultur, samt sin erfaring med netværksdannelse", lyder det.

- Opgavebeskrivelsen falder indenfor det fokus, jeg de seneste år har haft på samarbejdet mellem danske og franske aktører.

- Min familie og jeg er nu faldet godt til i Paris, så det er en perfekt timing, udtaler prinsessen.

Skal skabe kontakter i Frankrig

Prinsesse Marie og prins Joachim flyttede i 2019 til Paris sammen med børnene prins Henrik og prinsesse Athena.

Ifølge Udenrigsministeriet er der efter corona brug for at genstarte og styrke det dansk-franske samarbejde.

Desuden vil der frem mod Paris' OL-værtsskab i 2024 "blive skabt større global interesse for aktiviteter i Frankrig", skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Det er som led i det arbejde, at prinsesse Marie skal spille en rolle.

- Prinsessen er med sit kendskab til både dansk og fransk kultur og historie eminent placeret til at hjælpe med at skabe og udbygge kontakterne på højt niveau i Frankrig, udtaler udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

Opgaven er ulønnet

Prinsesse Marie er født i Frankrig og var indtil sit bryllup med prins Joachim i 2008 fransk statsborger.

Hun har både læst internationale erhvervsforhold og økonomi på Babson College i Boston og økonomi på universitetet i Geneve.

I 1999 blev hun Bachelor of Arts fra Marymount Manhattan College i New York.

Udenrigsministeriet oplyser, at der er tale om en ulønnet tilknytning.