Prins Harry: - Jeg har sænket skuldrene, og det samme har Meghan

Prins Harry fortæller, at han og Meghan har sænket skuldrene og lever mere frit i USA, end de gjorde i Storbritannien.

Den britiske prins Harry vil gerne bryde cirklen af "smerte og lidelse", som han har oplevet i sin barndom.

Det fortæller han i en ny episode af podcasten 'Armchair Experts', hvor han åbner op om forholdet til sin far, prins Charles.

Han fortæller, at det langsomt begyndte at gå op for ham, at hans far har behandlet prins Harry på samme måde, som faren selv blev behandlet i sin opvækst.

- Der er meget nedarvet smerte og lidelse, som bliver leveret videre alligevel, så vi må som forældre gøre alt, hvad vi kan for at forsøge at sige: "Det her skete for mig, og jeg vil sikre mig, at det ikke sker for dig", siger han.

- Hvis jeg har oplevet smerte og lidelse på grund af den smerte og lidelse, som min far eller forældre måske har oplevet, må jeg sørge for, at jeg bryder den cirkel og ikke leverer den videre, siger han.

Han siger samtidig, at det ikke handler om at pege fingre eller skyde skylden på nogen.

Følte sig svigtet

Prins Harry har tidligere fortalt offentligt om det anstrengte forhold til faderen, og i det meget omtalte interview med Oprah Winfrey i marts fortalte han, at prins Charles stoppede med at tage telefonen, efter han og Meghan trådte ud af kongefamilien.

Han fortalte også, at han følte sig svigtet, og at der er "mange sårede følelser", men at han altid vil elske sin far.

Prins Charles er Storbritanniens kommende konge, der en dag skal overtage tronen fra sin 94-årige mor, dronning Elizabeth 2.

Et mere frit liv i USA

Prins Harry og hans hustru, hertuginde Meghan, bor i dag i Californien i USA, og i interviewet beskriver prins Harry deres liv der, som meget mere frit.

- Jeg har sænket skuldrene, og det samme har hun (hertuginde Meghan, red.). Vi kan føle os mere frie, og jeg kan faktisk tage Archie med bag på min cykel. Det ville jeg aldrig have haft chancen for at gøre, siger prins Harry.

Archie er parrets søn på to år, som snart bliver storebror.

Podcastinterviewet handler også om mentalt helbred, som prins Harry ser som ét af de to største problemer, verden står over for lige nu. Det andet er klima.

21. maj har en dokumentarserie med talkshowværten Oprah Winfrey og prins Harry premiere. Her handler det også om mentalt helbred. Oprah og Harry vil sammen med gæster diskutere emnet, ligesom de også selv vil dele ud af deres personlige kampe, lyder det i beskrivelsen af serien med titlen 'The me you can't see'.

Prins Harry har efter flytningen til USA fået nyt job, hvor han skal være offentlig fortaler for mental sundhed for den amerikanske konsulentvirksomhed BetterUp, der blandt andet leverer online coaching via en app.