Royale

Et enkelt værk kan tage flere år at lave – se dronningens broderier her

Dronningen kalder farverne på sine værker for "rabalderfarver".

Dronning Margrethe har i mange år været i gang med broderinålen.

Hun har skabt tasker, sminkebord, puder og duge.

Og nu bliver de mange værker for første gang vist frem for offentligheden, når udstillingen 'Dronningens Broderier' åbner på Koldinghus.

- De viser den kreativitet og mangfoldighed af genstande, som dronningen selv har designet mønstre til og derefter broderet, står der i en pressemeddelelse om udstillingen.

Ud over at værkerne er særlige, fordi de er lavet af regenten, så består de også af komplekse mønstre og har meget kvalitet.

Det siger Helle Graabæk, der er lektor på Designskolen Kolding.

- Der er gjort meget ud af at disponere farverne for at få det udtryk, dronningen er gået efter. Farver er et sprog, som nogle mestrer bedre end andre, og dronningen har et særligt talent, siger Helle Graabæk.

Selv kalder dronningen farverne på sine værker for "rabalderfarver", skriver Koldinghus.

Ekstremt tidskrævende

Det er ekstremt tidskrævende at brodere. Et enkelt værk kan tage alt fra to måneder til flere år at skabe.

- Der er en planlægningsproces. Man skal skabe mønstrene, komponere farvesætningen og herefter kan man gå i gang med at brodere, siger Helle Graabæk.

Mange af dronningens værker er givet i gave til familie, venner og ansatte ved hoffet, mens andre pryder hendes hjem på alt fra puder til kaminskærme, duge og stolesæder.

Dronningens første broderi i frihånd fra omkring 1960. En selskabstaske givet i gave til dronning Ingrid.
Forside på to broderede selskabstasker lavet til prinsesse Marie og kronprinsesse Mary.
Sminkebord med broderet bordplade under glas.
Selskabstaske givet i fødselsdagsgave til prinsesse Benedikte samt brilleetui lavet omkring 1960.
Juledug broderet mellem 1999-2009 af dronning Margrethe og flere hofdamer.
Puder broderet under den første coronanedlukning.
Taburet broderet under den anden coronanedlukning.
Sekskantet pude med broderet fantasilandskab som set fra helikopterperspektiv.