Royale

Minister kræver, at Netflix-hit bliver deklareret som fiktion – her er fem ting, der ikke skete i virkeligheden

Kan du huske Churchills sekretær fra første sæson af 'The Crown'? Hun har aldrig eksisteret i virkeligheden.

Successerien 'The Crown' er de seneste uger kommet i stormvejr for måden, den blander fakta og fiktion på.

Kritikken kommer fra både kongelige og briter, der selv oplevede begivenhederne og finder seriens versioner lidt for kreative eller direkte forkerte og skadelige.

Nu blander den britiske kulturminister, Oliver Downden, sig også i debatten om den dyre Netflix-serie om det britiske kongehus: Han mener, at man bør advare seerne om, at 'The Crown' er fiktion, og at der kan være "usandheder om virkelige personer".

- Uden det frygter jeg, at en generation af seere, som ikke selv oplevede disse begivenheder, kan forveksle fiktion med sandheden, siger ministeren.

Men en sådan advarsel vil være forfejlet og en misforståelse, mener Steffen Løvkjær, der er kulturformidler, har speciale i adelige og kongelige og ejer af Historic Talks, som arrangerer foredrag.

Han anerkender, at der er en udfordring, når man laver fiktion over virkelige personer, men også at folk bør være i stand til bruge deres sunde fornuft.

- Det er en underholdningsserie, ikke National Geographic. Dronning Elizabeth spiller jo ikke selv med, og allerede der bør man som seer vide, at man skal tage det med et gran salt, siger han.

Serien er baseret på virkeligheden, men bygger også ovenpå den for underholdningens og sammenhængens skyld – det har hverken skaberen Peter Morgan eller John O'Connor, der de to sidste sæsoner har spillet Charles, lagt skjul på.

- Vi skaber et fiktionsværk, selvom det er baseret på noget virkeligt. Men i sidste ende er der kun en vis portion research, man kan lave. På et tidspunkt må du bare klø på og skabe noget selv, siger Josh O'Connor.

Kritikken af 'The Crown' har også noget at gøre med dens hovedpersoner. For kongelige tilfører altid et ekstra lag af noget kontroversielt, siger Steffen Løvkjær.

- Debatten viser jo, at prinsesse Diana absolut ikke er et afsluttet kapitel. Men man skal også huske, at der aldrig er røg uden brand, siger han.

Her kan du blive klogere på fem ting, der sker i serien, men ikke har fundet sted i virkeligheden:

1) Prinsesse Margaret talte for at droppe bryllup

Det viser serien: I den nyeste sæson af 'The Crown' siger prins Charles "ja" til den meget yngre Diana på trods af et hav af røde advarselslamper, der blinker. En stor del af forklaringen er, at hans familie opfordrer – nogen vil sige presser – ham til det.

Med undtagelse af én: Prinsesse Margaret. Hun var selv ulykkeligt forelsket i Peter Townsend, som hendes søster nægter hende at gifte sig med, og derfor forsøger hun i sidste øjeblik at standse ægteskabet.

Hvad der i virkeligheden skete: Så vidt det vides, talte virkelighedens Margaret ikke imod Charles og Dianas bryllup.

Til gengæld har Helena Bonham Carter, der spiller prinsesse Margaret, selv taget æren for øjeblikket, hvor hun prøver at stoppe det.

- Jeg sagde: "Øjeblik, jeg er ikke en del af det her." Alle så på mig. Måske er det noget, jeg fuldstændig selv finder på, men jeg sagde: "Jeg kommer ikke til at støtte, at vi blander os i et ægteskab, når jeg – da jeg var Vanessa Kirby (som spiller en yngre prinsesse Margaret, red.) – fik ødelagt hele mit liv, fordi min søster blandede sig i mit ægteskab, sagde Bonham Carter om scenen til et pressemøde.

2) Charles' walisiske tale

Det viser serien: En ung prins Charles får en tale i hånden af en rådgiver, som han skal holde til sit investitur i Wales.

I 'The Crown' omskriver han den, så den bliver mere pro-walisisk – blandt andet siger Charles, at det er "fuldt ud forståeligt", at Wales ønsker sig uafhængighed fra Storbritannien. Noget, der får waliserne til at se med mildere øjne på ham, men til gengæld får hans mor til at kvittere med en reprimande om, at monarker gør bedst i at holde deres meninger for dem selv.

Hvad der i virkeligheden skete: Turen til Wales og talen fandt sted, men var betydeligt mindre pompøs og rebelsk – Charles talte mere om sin beundring for walisisk kultur end om uafhængighed.

Der er heller ikke bevis for, at han omskrev virkelighedens tale, som var kortere og blev gentaget på engelsk efter den walisiske version.

3) Prins Phillips mors lange interview

Det sker i serien: I tredje sæson bliver prins Philips mor, prinsesse Alice af Grækenland og Danmark, introduceret, da den kæderygende nonne flytter ind på Buckingham Palace til den søn, som hun i mange år har mistet kontakten med.

Prinsesse Alice var født ind i ufattelig rigdom, men havde levet et dramatisk liv, hvor hun blandt andet skjulte jøder under Anden Verdenskrig, mistede et barn i en flyulykke og stiftede sin egen nonneorden.

- Hun overgår alt, hvad en manuskriptforfatter kunne have fundet på, har 'The Crown's' manuskriptforfatter Peter Morgan sagt om prinsesse Alice til Vanity Fair.

I serien bliver hendes historie fortalt i en stor artikel i den britiske avis The Guardian, da en ung journalist tilfældigt ender med at have hende på tomandshånd. Artiklen vender folkets syn på kongehuset til det bedre.

Hvad der i virkeligheden skete: Manuskriptforfatterne har pyntet lidt på historien om prinsesse Alice. For der var ikke noget interview med en journalist fra The Guardian – eller nogen anden journalist fra nogen anden avis for den sags skyld.

Det blev bemærket af pressen, da prinsesse Alice ankom til Storbritannien, men interessen var hurtigt væk igen.

4) Churchills sekretær

Det sker i serien: I første sæson indhyller en tyk tåge London, og premierminister Winston Churchill vil i lang tid ikke anerkende alvoren og sundhedsfaren ved den tykke smog.

Men det får hans sekretær, Venetia Scott, lavet om på, da hun på tragisk bliver ramt af en bus og dør. I det indser Churchill faren ved luftforureningen og får igangsat tiltag, der skal tågen til livs.

Hvad der i virkeligheden skete: Venetia Scott har aldrig eksisteret.

Desuden er det heller ikke sandsynligt, at hun eller nogen andre ville kunne være blevet ramt af en bus, for Londons offentlige transport var ude af drift på grund af den tykke tåge.

5) Charles og Dianas første møde

Det viser serien: Charles er på besøg Dianas storesøster, Sarah, da han første gang støder ind i sin kommende hustru. Diana er klædt ud til en rolle i et teaterstykke på skolen, og hun gør et godt indtryk på Charles.

Hvad der i virkeligheden skete: Charles og Dianas første møde var til et jagtselskab. Diana har senere – efter skilsmissen – fortalt, at første gang hun så Charles med sin labrador, var hun ikke imponeret.

- Gud, sikken trist mand, huskede hun.

Charles var derimod mere optimistisk, da han i 1981 fortalte om sit første indtryk af Diana.

- Jeg kan huske, at jeg tænkte "sikken glad og sjov og smuk 16-årig, hun var", sagde han til The Telegraph.