Mary opfordrer unge til at række ud til ensomme: - Det ville betyde rigtig meget
Nederst i artiklen kan du læse fire råd til, hvordan du rækker ud, hvis du ser en, der er ensom.
Fredagsbaren og weekendens fester blev skiftet ud med aftener derhjemme, da coronakrisen brød ud. Og i stedet for at ses med venner måtte man nøjes med at skrive beskeder til hinanden.
Derfor har mange unge måske oplevet ensomhed i de første måneder af coronakrisen. Og det er naturligt at føle sig ensom af og til. Men for nogle mennesker bliver ensomheden en fast følgesvend, og det kan være skadeligt for både krop og psyke. Det skriver Mary Fonden i en pressemeddelelse.
Derfor har Fonden lanceret kampagnen ’Få øje på ensomhed’, der skal sætte spot på ensomhed blandt unge og få folk til at række ud til hinanden.
- Vi vil bidrage til at bryde med tabuet omkring ensomhed og appellere til de unge om at få øje på ensomheden - og endnu bedre række ud til hinanden. Det tror jeg faktisk, at der er et særligt momentum for netop nu efter coronakrisen, siger kronprinsesse Mary, der er formand for Mary Fonden.
- Mange unge vil gerne vil være der for hinanden. Men tabu og berøringsangst står ofte i vejen, siger hun.
Derfor består den nye kampagne af en række råd til unge om, hvordan de kan række ud til hinanden, og hvad man kan gøre, hvis man føler sig ensom. Du kan se rådene nederst i artiklen.
Følelsen af at sidde fanget med sine tanker
Det er særligt blandt de unge, at der er flere og flere, der giver udtryk for, at de føler sig ensomme. De seneste tal viser ifølge Mary Fonden, at 12 procent af unge mellem 16-24 år er alvorligt ensomme.
En af dem, der har prøvet at være ensom, er 20-årige Mia Jensen.
Ensomheden gav hende en følelse af, at hun sad fanget med sine egne tanker. At hun var låst fast.
- Man bliver næsten helt usikker på, om ens venner stadig er ens venner, når man er ensom, forklarer Mia Jensen, der arbejder som portør.
- For mig er ensomhed næsten følelsen af, at jeg føler mig unødvendig, siger hun.
Hun har fået hjælp til at komme ud af ensomheden, og inden coronakrisen vendte op og ned på alting, var hun sammen med venner i byen ligesom de fleste andre unge. Men det satte coronakrisen en stopper for.
- Det kan kan være stressende at tænke på, at jeg har været enormt ensom og trist, og nu, hvor jeg har det godt, kommer coronakrisen. Nu skal jeg have de gode år, siger Mia Jensen.
Ræk ud
Efter at være kommet ud af ensomheden prøver Mia Jensen selv at række ud til andre, der kan sidde i samme situation, som hun engang var i.
- Jeg prøver at være mere opmærksom på mennesker omkring mig. Når man er ensom, betyder det rigtig meget, at der bare er nogle, der skriver: "Hey, hvordan går det?" Det er der ikke ret mange, der gør, siger Mia Jensen.
Og det vil Mary Fonden forsøge at lave om på med den nye kampagne, der består af en hovedfilm målrettet unge i alderen 14-18 år samt en film med kronprinsesse Mary om, hvorfor det er så vigtigt, at vi gør, hvad vi kan, for at komme ensomhed til livs.
Kampagnen lanceres tirsdag 30. juni og vil køre hen over de kommende uger. Herunder kan du læse fire råd fra kampagnen om, hvordan man kan hjælpe folk, der føler sig ensomme.