Royale

Dronningen udnævner ny hofdame

Dronningen på indkøb på det lokale marked i Cahors sammen med  hofdame Ane Vibeke Foss (tv). Hun træder tilbage efter 17 års tjeneste.  Jørgen Jessen / Scanpix Danmark

Henriette Obel overtager pladsen efter Ane Vibeke Foss, der har "ansøgt om at blive fritaget for sin tjeneste" efter 17 års arbejde.

Dronning Margrethe får ny hofdame 1. juli. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Hoffet.

Der tiltræder Henriette Obel, der er indehaver af et imponerede langt CV: Hun er har en kandidatgrad i erhvervssprog og international virksomhedskommunikation fra CBS, er blandt andet forhenværende Investment Banker, administrator for Haxholm Landbrug og bestyrelsesformand for Power-Flex ApS.

Men på trods af de mange titler er Henriette Obel et ret ubeskrevet blad - blandt andet er der ikke nogle officielle billeder af hende.

Til gengæld er hun gode venner med kongefamilien, hendes mand er udnævnt kammerherre, og hendes svigermor, Ulla Obel, har også arbejdet som Dronningens hofdame fra 1996 til 2004.

Dronning Margrethe på blomsterindkøb på markedet i Cahors i det sydlige Frankrig i 2000. Her sammen med hofdame Ulla Obel - Henriette Obels svigermor.

Bærer blomster, penge og sjaler

Jobbet som hofdame er ikke en stilling, alle kan søge, og ifølge hofreporter hos Billed-Bladet, Trine Larsen, er det både en "meget betroet stilling og stor ære", men også fast arbejde, hvor man er "meget på."

Hofdamerollen er meget at sammenligne med en personlig assistent, hvor man hjælper til med alskens praktiske gøremål: Sørger for, at der er et ekstra sjal i Krone-bilen, spiser med til alle måltider og er med på rejser.

Dronning Margrethe og prins Henrik til indvielse af det nye nordiske ambassadekompleks i Berlin oktober 20, 1999 i koldt vejr. Dronning Margrethes hofdame sørger her for et tæppe til værn mod den værste kulde.

Under sommertogtet, når Dronningen kommer til byer og får blomster, slæber hofdamen de våde buketter ombord og sætter dem i vaser. De spiller også en vigtig rolle under indkøb - Dronningen bærer ikke pung. Så hvis hun skal betale for noget, er det fra hofdamens pung.

Dronning Margrethe på rejse til Sydamerika i 1966. Her besøgte hun sammen med sin daværende hofdame Komtesse Wava Armfelt og Professor Carlos Margain det store ruinkompleks Monte Albán i nærheden af byen Oaxaca i Mexico.

- Hofdamerne bistår Dronningen i alt, hvad hun gør. Det er stort set kun, når Dronningen sover, at hofdamerne ikke er til stede, siger Trine Larsen:

- De er ikke veninder, men de bliver meget tætte med Dronningen, siger hun.

Dronning Margrethe havde problemer med at holde den lille gravhund ved den officielle ombordstigning på chaluppen fra Toldboden i København i 2004, og en hofdame må springe til.

Forgænger har gjort sin pligt

Henriette Obel overtager pladsen efter Ane Vibeke Foss, der har "ansøgt om at blive fritaget for sin tjeneste" efter 17 års arbejde. De to lærte hinanden at kende på Zahles Skole, hvor de begge blev studenter i 1959.

Dronningen på indkøb på det lokale marked i Cahors i 2005. Det tilfalder hofdame Ane Vibeke Foss (tv) at betale for de kongelig indkøb.

Og det er hende vel undt, lyder det fra Trine Larsen.

- Der er ikke noget at sige til det. Ane Vibeke Foss er 80 år - lidt ældre end Dronningen - og på sin 75 års fødselsdag bad majestæten hende om at blive et par år mere. Det blev til fem år. Så nu har hun gjort sin pligt, siger Trine Larsen.

En ud af fire

Ud over Henriette Obel vil Dronning Margrethe pr. 1. juli have tre andre hofdamer: Oberstinde Annette de Scheel, Annelise Wern og Jette Nordam.

De fire hofdamer arbejder i turnus to måneder ad gangen, men der er tilfælde, hvor de alle er til stede, for eksempel ved store gallafester, fortæller Trine Larsen. Der bliver hofdamerne strategisk placeret, så de kan tale med de andre gæster.

I 1962 var Prinsesse Margrethe er i Egypten og besøge arkæologiske udgravninger. Her klatrer Prinsessen rundt i klipperne sammen med sin daværende hofdame, Komtesse Wava Armfelt.

Hofdamen går langt tilbage i historien og er historisk set en kvindelig personlig assistent, som ledsager det kvindelige medlem af kongefamilien ved officielle anledninger. I mange tilfælde er hofdamen en adelsdame.

Også prinsesse Marie, prinsesse Benedikte og kronprinsesse Mary har hofdamer. De har dog kun én hver.