Royale

Der er indkaldt til krisemøde i det britiske kongehus

Prins Harry og hertuginde Meghan skal mødes med Harrys familie og finde ud af, hvad næste skridt er for hertugparret. Scanpix

Mødet skal være med til at definere prins Harry og hertuginde Meghans nye forhold til kongehuset.

Den britiske dronning Elizabeth har indkaldt til krisemøde i den royale familie på godset Sandringham House på mandag.

Her skal prins Harry og hertuginde Meghan Markles fremtidige roller diskuteres, skriver BBC.

Dronningens mødeindkaldelse kommer, efter prins Harry og hertuginde Meghan onsdag meddelte, at de vil træde tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.

Vanskeligt at opnå enighed

Korrespondent Ulla Terkelsen forklarer, at familien vil bruge mødet på at præcisere, hvad parrets nye og mere selvstændige rolle skal indebære.

- Dronningen og hendes to umiddelbare efterfølgere i arvefølgen, prins Charles og prins William, vil være konstruktive. De vil sammen med prins Harry og hans kone Meghan med på en telefon fra Canada finde en praktisk løsning på løsrivelsen, siger Ulla Terkelsen.

Familien skal blandt andet nå til enighed om, hvor mange royale pligter prins Harry og hertuginde Meghan skal have i fremtiden, og hvor mange penge de skal modtage, indtil de har trukket sig helt tilbage.

Ulla Terkelsen mener, at de som familie kan løse de praktiske problemer, hvis de har viljen.

- Dronningen vil skjule eventuel ærgrelse over løsrivelsen, tror jeg. Det vil være hendes stil.

- Prins Charles og prins William vil nok være mere strikse. Måske fordi de inderst inde beundrer Harry for hans dristighed.

Ifølge BBC tyder intet på, at der vil blive truffet en beslutning om noget på mødet. Men dronningen håber at finde en løsning på situationen indenfor få dage, skriver mediet.

Vil fortsat støtte dronningen

Mandagens krisemøde på Sandringham House i Norfolk i det østlige England følger i kølvandet på adskillige møder og konsultationer, der er blevet holdt efter parrets meddelelse på Instagram onsdag.

- Efter mange måneders refleksion og interne diskussioner har vi valgt at foretage en overgang i år ved at begynde at skabe en ny, progressiv rolle indenfor denne institution, skrev de om beslutningen.

I fremtiden vil parret bruge mere tid i USA, hvor hertuginde Meghan oprindeligt kommer fra.

Hertuginde Meghan Markle er efter nyheden rejst til Canada for at være sammen med parrets søn, Archie.

Pludselig tilbagetrækning

Udmeldingen kom uventet for alle - også folk på Buckingham Palace, som ikke var blevet varslet på forhånd, forklarede korrespondent Ulla Terkelsen i onsdags.

Prins Harry er ifølge hende den mest populære kongelige i Storbritannien efter dronning Elizabeth. Men nu er den store opmærksomhed blevet for meget for hertugparret.

Siden de fandt sammen, har begge været genstand for massiv omtale - og ikke altid af den positive slags.

Parret – og i særdeleshed hertuginde Meghan – har høstet en hel del negativ omtale, hvor især hendes kaotiske og anspændte forhold til faderen har vakt harme hos den britiske befolkning.

- De vil ikke længere være kongelige, de vil ikke længere være royale. De siger farvel og tak, siger korrespondent Ulla Terkelsen. Video: Cæcilie Dohn Christensen

- Han og hans kone er simpelthen så trætte af deres arbejde, at de trapper ned. De vil ikke længere være kongelige, de vil ikke længere være royale. De siger farvel og tak, forklarede Ulla Therkelsen.