Royale

Kronprinsparrets børn begynder i skole i Schweiz efter nytår

De fire royale børn skal undervises på en international skole i Schweiz. Deres mor rejser med dem.

Fra begyndelsen af det nye år skal kronprinsparrets fire børn i en periode tilbringe hverdagene på en international skole i Schweiz.

Mandag 6. januar 2020 begynder prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine således i et 12 uger langt skoleophold på Lemania-Verbier International School.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

Allerede i oktober kom det frem, at kronprins Frederik og kronprinsesse Marys børn i en periode i det nye skulle gå i skole i Schweiz.

Men nu er datoen for børnenes skolestart altså fastlagt.

Kronprinsessen rejser med

Når skoleopholdet er afsluttet, vil de fire søskende fortsætte deres skolegang i deres klasser på Tranegårdsskolen i Gentofte.

Mens prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine går i skole i Schweiz, vil kronprinsesse Mary primært opholde sig hos dem.

Derfor vil hendes officielle aktiviteter i Danmark være færre end normalt. Når der er mulighed for det, vil kronprins Frederik slutte sig til sin familie.

Med skoleopholdet ønsker kronprinsparret at give deres børn mulighed for "en fælles oplevelse i et internationalt miljø", har kongehuset tidligere oplyst.