Prins Nikolai flytter fra Amalienborg
Den 20-årige prins har købt en lejlighed.
Prins Nikolai flytter fra sin lejlighed ved Amalienborg.
Den 20-årige prins har i stedet købt en lejlighed, som ligger i kvarteret mellem Søerne og Nørreport Station i København. Den flytter han ind i 2. januar, skriver Se og Hør.
Han skal dermed ikke bo ved sin farmor dronning Margrethe på slottet i hjertet af København.
- Jeg har været glad for at bo ved Amalienborg, men da jeg fik muligheden for at købe lejligheden, slog jeg til, siger prins Nikolai via grevinde Alexandras privatsekretær, Helle von Wildenrath Løvgreen, til Se og Hør.
- Jeg er også glad for, at lejligheden er tættere på mit studie på CBS, fortæller prinsen, der i sommer begyndte at læse Business Administration and Service Management på Frederiksberg.
Modelkarriere og nyt studie
Prins Nikolai modtager ikke apanage ligesom sin far, men har de seneste år tjent penge gennem en række prestigefyldte job som model for store modehuse som Burberry og Dior.
Han var egentlig i gang med uddannelsen som reserveofficer på Hærens Sergentskole i Varde, men valgte efter bare to måneder at forlade skolen i 2018 for i stedet at rykke tilbage til København og fortsætte modelkarrieren. Drømmen var dog hele tiden at starte på det nye erhvervsorienterede studie på CBS.
Således startede han i februar hos virksomheden M. Goldschmidt Ejendomme A/S som trainee inden han kunne begynde sin uddannelse.
I samme periode har prinsen også introduceret sin kæreste, Benedikte Thoustrup, for familien. Det har grevinde Alexandra bekræftet overfor BT, hvor hun siger, at den unge kvinde, som er jævnaldrende med prins Nikolai og som han kender fra kostskolen Herlufsholm, er "en del af familien".
Hvorvidt hun skal flytte med ind i den nye lejlighed vides ikke.
Lejligheden er på omkring 70 kvadratmeter og har kostet 4.495.000 kroner, skriver Se og Hør.