Royale

Mary bliver verdens første kongelige LGBTI-protektor

Kronprinsessen skal stå i spidsen for den største LGBTI-begivenhed i Danmark nogensinde.

Når priden går gennem de københavnske gader i 2021, bliver det med den danske kronprinsesse i spidsen.

I hvert fald i overført betydning. Kronprinsesse Mary skal nemlig være protektor for LGBTI-begivenheden Copenhagen 2021, som blandt andet Copenhagen Pride er en del af.

LGBTI

L - lesbisk (lesbian)

G - bøsse (gay)

B - biseksuel (bisexual)

T - transkønnet (transgender)

I - interkønnet (intersex)

En anden samlebetegnelse er LGBTQ+, der dækker over en række flere identitetsopfattelser og seksualiteter.

Kilde: LGBT Danmark

- Som dansker er jeg stolt af, at København skal være vært for WorldPride og EuroGames i sommeren 2021, lyder det fra kronprinsesse Mary.

- Vi kan ikke acceptere, at nogle mennesker i verden bliver mødt med intolerance og diskrimination på grund af deres seksualitet eller kønsidentitet. Jeg ser frem til at være med til at sætte mangfoldighed og LGBTI-rettigheder på dagsordenen både herhjemme og internationalt.

Absolut bemærkelsesværdigt

Ifølge kongehusekspert og historiker Sebastian Olden-Jørgensen bliver kronprinsesse Mary den første royale protektor på LGBTI-området.

- Det er absolut bemærkelsesværdigt. Jeg har ikke hørt om nogen andre, der har gjort det, siger han.

Samtidig er det nyt, at det danske kongehus bevæger sig ind på et område, der i højere grad kan være forskellige holdninger til, især i udlandet, forklarer han.

- Kongehuset plejer at være mere forsigtige og mere konsensusprægede. Det her er lidt mere politiseret, end hvad de normalt går indover, siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Kronprinsessen forstår os

Forarbejdet med at få kronprinsessen som protektor startede i 2016. Og det er ikke tilfældigt, at det er netop kronprinsesse Mary, som Copenhagen 2021 har rakt ud efter.

- Det betyder enormt meget for os, at vi på den her måde får en meget tydelig frontfigur, som har taget stilling i rettighedsspørgsmål før, siger Lars Henriksen, der er formand for Copenhagen Pride og talsmand for Copenhagen 2021.

Copenhagen 2021

Begivenheden Copenhagen 2021 består af både WorldPride og EuroGames, der fejres samtidig i København og Malmö.

WorldPride er en tredages konference om menneskerettigheder. Dagene rundes af med Prideparaden, som går gennem København. EuroGames er et LGBT+-sportsevent med 29 forskellige sportsgrene.

- Både på LGBT+-området, omkring antimobning og om piger og kvinders rettigheder.

Ifølge Lars Henriksen er der et værdifællesskab mellem organisationen og kronprinsessen, som han mener har markeret sig meget stærkt på dagsordenen med lige rettigheder til alle.

- De ting, hun tidligere har engageret sig i, ligger meget i tråd med det, vi gør, siger Copenhagen Pride-formanden.

Enestående for udenlandske gæster

Ifølge arrangørerne bliver Copenhagen 2021 det største danske LGBTI-event nogensinde. Op mod 750.000 personer forventes at deltage, ifølge Københavns Kommunes hjemmeside.

Begivenheden løber 12.-22. august 2021 og består af flere spor - en parade, en menneskerettighedskonference og et sportsstævne for LGBT+-personer.

Lars Henriksen fortæller, at der til Copenhagen Pride plejer at komme mange fra udlandet for at opleve rummeligheden i Danmark.

- For dem vil det være helt enestående at opleve, at vores samfunds øverste figur tager os i hånden og siger, "her vil vi jer som mennesker". For sådan er det ikke i deres land, siger Lars Henriksen og uddyber:

- Mange udenlandske gæster kommer fra undertrykkelse og et liv i skjul. Så det sender et vigtigt signal fra Danmark.