Kronprinsparrets børn skal på skoleophold i 12 uger, bekræfter kongehuset

Opholdet beskrives som en fælles oplevelse og en gave til børnene.

Kongehuset bekræfter nu, at kronprins Frederik og kronprinsesse Marys fire børn skal 12 uger til Schweiz på skoleophold.

I en pressemeddelelse lyder det, at prins Christian, prinsesse Isabella og tvillingerne prinsesse Josephine og prins Vincent næste skoleår vil være indskrevet på den internationale kostskole Lemania-Verbier i den sydvestlige del af landet.

Prins Christian er 13 år, prinsesse Isabella er 12 år, og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine er begge otte år.
Prins Christian er 13 år, prinsesse Isabella er 12 år, og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine er begge otte år. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Kronprinsparret har tidligere holdt skiferie i det naturskønne område i alperne, og på skolens hjemmeside fremgår det, at der netop er gode muligheder for at udvikle sine evner på ski.

Skitræning er faktisk på skoleskemaet to gange ugentligt fra januar til marts, hvor de royale børn er afsted.

Mor tager med

De fire børn er dog ikke alene om at forlade Danmark for en periode. Også kronprinsesse Mary vil primært være i Schweiz i det nye år.

Af samme årsag vil hun have færre officielle opgaver i Danmark.

Onsdag, inden skoleopholdet var officielt bekræftet, forklarede kronprinsesse Mary baggrunden for opholdet i udlandet:

- Vi ser det som en gave til vores børn, hvor de kan være sammen om det. En gave, som de har med sig resten af livet, sagde kronprinsessen til TV 2.

På skolen kommer de fire børn til at gå sammen med en masse andre børn på mellem 3 og 15 år. Al undervisning kommer til at foregå på engelsk og fransk.
På skolen kommer de fire børn til at gå sammen med en masse andre børn på mellem 3 og 15 år. Al undervisning kommer til at foregå på engelsk og fransk. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

I pressemeddelelsen lyder det desuden, at de ser det som en mulighed for, at børnene kan få en "fælles oplevelse i et internationalt miljø".

Kronprins Frederik vil være sammen med familien, "når der er muligheder for det i kronprinsens program", skriver kongehuset.

Flere internationale profiler

I kronprinsens egen barndom tilbragte han også flere måneder på en skole i udlandet.

Sammen med lillebror prins Joachim gik han på kostskolen École des Roches i Normandiet i Frankrig et helt skoleår fra 1982-83.

I sin bog 'Under bjælken' har han efterfølgende givet udtryk for, at kostskoleopholdet var et hårdt år for ham. Forløbet var en stor omvæltning for kronprinsen, som havde svært ved at følge med, fordi han blev sat i en klasse med skolens dygtigste elever, hvor undervisningen var tilrettelagt på deres præmisser.

- Oplevelsen med kostskolen i Frankrig var ikke dårlig, men det var barskt, fordi du var solo, lyder det fra kronprinsen i bogen.

Her ses kronprins Frederik og prins Joachim i Dyrehaven i 1983 - året efter deres kostskoleophold.
Her ses kronprins Frederik og prins Joachim i Dyrehaven i 1983 - året efter deres kostskoleophold. Foto: Jørgen Jessen / Scanpix Denmark

Så alene bliver kronprinsens børn ikke.

Udover at have deres mor med det meste af tiden kommer de også tættere på prins Joachim og prinsesse Marie, der i øjeblikket er bosat i Paris.

I den forbindelse er parrets to børn, prins Henrik og prinsesse Athena, begyndt på en skole i Paris.