Kronprinsparret sender børnene på skoleophold i Schweiz: - Vi ser det som en gave

Kronprinsen og lillebror prins Joachim var sammen på kostskole i Frankrig i begyndelsen af 80'erne.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Marys fire børn, prins Christian, prinsesse Isabella og tvillingerne prinsesse Josephine og prins Vincent, skal på et kortere skoleophold i Schweiz i begyndelsen af næste år.

- Det er rigtigt, det er noget, der er under planlægning. Vi ser det som en gave til vores børn, hvor de kan være sammen om det. En gave, som de har med sig resten af livet, siger kronprinsessen til TV 2.

Prins Christian er 13 år, mens prinsesse Isabella er 12 år, og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine er 8 år.
Prins Christian er 13 år, mens prinsesse Isabella er 12 år, og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine er 8 år. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Hvor i landet børnene skal gå på kostskole, og hvor længe opholdet skal vare, ønsker kommunikationschef for kongehuset Lene Balleby ikke at oplyse. Hun siger til avisen.dk, at kongehuset på nuværende tidspunkt ikke har yderligere kommentarer.

Kronprinsen var også afsted

Børnenes far, kronprins Frederik, har også selv i sine tidlige teenageår stiftet bekendtskab med skoleophold i udlandet. Sammen med lillebror prins Joachim tilbragte han et skoleår i 1982-83 på kostskolen École des Roches i Normandiet i Frankrig.

Efterfølgende har kronprinsen blandt andet i bogen 'Under bjælken' givet udtryk for, at kostskoleopholdet var et hårdt år for ham. Forløbet var en stor omvæltning for kronprinsen, som havde svært ved at følge med, fordi han blev sat i en klasse med skolens dygtigste elever, hvor undervisningen var tilrettelagt på deres præmisser.

- Oplevelsen med kostskolen i Frankrig var ikke dårlig, men det var barskt, fordi du var solo, lyder det fra kronprinsen i bogen.

Kronprins Frederik (barnet th.) og prins Joachim (barnet tv.) begyndte i samme klasse på Krebs' Skole, selvom der er et år imellem dem. Efter 9. klasse startede de sammen på kostskole.
Kronprins Frederik (barnet th.) og prins Joachim (barnet tv.) begyndte i samme klasse på Krebs' Skole, selvom der er et år imellem dem. Efter 9. klasse startede de sammen på kostskole. Foto: Scanpix

Kongehuset i udlandet

Kronprinsparrets børn er ikke de eneste i kongehuset, der kan se frem mod at tilbringe en del af 2020 i udlandet.

I starten af august flyttede prins Joachim til Frankrig sammen med prinsesse Marie og deres to yngste børn, prins Henrik og prinsesse Athena.

Her skal prinsen følge Frankrigs højst rangerende militære lederuddannelse.

Prins Joachim har også erfaring fra militæret i Danmark.
Prins Joachim har også erfaring fra militæret i Danmark. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark