Royale

Kongehuset deler billede fra privat middag med det svenske kronprinsessepar

Besøget byder blandt andet på besøg hos FN-Byen, Dansk Industri, Rigshospitalet, Tech BBQ i Øksnehallen og Amager Bakke. Se hele programmet i bunden.

Mandag ankom den svenske kronprinsesse Victoria og prins Daniel til Danmark, hvor de skal være indtil onsdag.

Her bød det danske kronprinspar, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, velkommen med privat middag i de fornemme lokaler i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg.

Formålet med det svenske besøg er at styrke forbindelserne og det strategiske samarbejde mellem dansk og svensk erhvervsliv. Samtidig vil besøget have fokus på FN's 17 verdensmål.

Det skriver kongehuset i et opslag på Facebook, hvor de også offentliggør et billede fra mandagens private middag.

Rundtur i dansk erhvervsliv

De næste dage skal de to tronfølgerpar på tur til nogle af de store spillere i det danske erhvervsliv.

Blandt andet byder programmet på et besøg hos FN-Byen, Dansk Industri, Rigshospitalet, Tech BBQ i Øksnehallen og Amager Bakke.

Det svenske kronprinsessepar ledsages af den svenske socialminister, Lena Hallengren, og repræsentanter fra en række større svenske virksomheder - blandt andre Ylva Berg, direktør for Business Sweden, og formand for arbejdsgiverforeningen Svenskt Näringsliv, Fredrik Persson.

Ikke første gang

Det er ikke første gang, at det danske og svenske erhvervsliv viser interesse for hinanden gennem kongehuset.

I 2017 var kronprins Frederik og kronprinsesse Mary selv i forbindelse med et dansk erhvervsfremstød på besøg i Sverige for at aflægge visit hos det svenske tronfølgerpar.

Også dengang var kronprinsparret positive overfor idéen om at blive inspireret af det skandinaviske naboland:

- Det er altid vigtigt for os at være spydspidser, hvad angår dansk erhverv i udlandet, og så kan man sige, hvorfor lige Sverige? Men det kender vi jo, og de tænker og handler på samme måde som os, og netop derfor er det her tiltag vigtigt, for vi kan få mere ud af hinanden, end vi tror, sagde kronprins Frederik dengang til TV 2.

Du kan se hele programmet for kronprinsesse Victoria og prins Daniels besøg i Danmark herunder:

Program

Mandag 16. september 2019

Klokken 17.30: Modtagelse af den svenske ambassadør: Kronprinsesse Victoria og prins Daniel modtages af den svenske ambassadør, H.E. Fredrik Jörgensen. Modtagelsen finder sted i ambassadørens residens på Sankt Annæ Plads.

Tirsdag 17. september 2019

Klokken 8.40. Besøg i FN-Byen: Kronprinsparret vil sammen med kronprinsesse Victoria og prins Daniel besøge FN-Byen i Københavns Nordhavn. Her vil de blive modtaget af Grete Faremo, der er executive director for FN's kontor for projektledelse, UNOPS. Temaet for besøget er innovative partnerskaber bag FN's Verdensmål for bæredygtig udvikling.

Klokken 16.30. Deltagelse ved Dansk Industris Topmøde: Parrene deltager i DI's topmøde i DR Koncerthuset, hvor kronprinsen skal uddele DI Prize 2019, og kronprinsesse Victoria skal holde en tale. Temaet for topmødet er grøn omstilling.

Klokken 19.30. Modtagelse på HMS Nyköping: Kronprinsparret er inviteret ombord på det svenske krigsskib HMS Nyköping, der til hverdag ligger i Karlskrona Havn. Skibet vil lægge til kaj ved Amaliehaven.

Klokken 20.20. Middag på ambassadørens residens: Kronprinsparret, kronprinsesse Victoria og prins Daniel er inviteret til middag hos den svenske ambassadør, Fredrik Jörgensen, og hustru. Desuden deltager også repræsentanter fra det svenske og danske erhvervsliv.

Onsdag 18. september 2019

Klokken 9.20. Deltagelse ved Svensk-Dansk Business Forum: Kronprinsparret og det svenske kronprinsessepar deltager sammen med den svenske socialminister, Lena Hallengren, og den svenske erhvervsdelegation i Svensk-Dansk Business Forum ved DI's hovedsæde på Rådhuspladsen.

Derefter besøger parrene House of Green i samme bygning, hvor der præsenteres en række innovative løsninger for grøn omstilling. Kronprinsen er protektor for House of Green.

Klokken 10.30. Deltagelse ved innovations- og start up-messe: Kronprinsparret, kronprinsesse Victoria og prins Daniel aflægger besøg ved innovationskonferencen Tech BBQ 2019 i Øksnehallen. Årets temaer er Mental Health, Ecosystems, Global conservation, Breakthrough og Emerging technologies.

Klokken 13.30. Besøg ved energianlægget Amager Bakke: Kronprinsesse Victoria og kronprins Frederik besøger Amager Bakke, der både er et forbrændingsanlæg og en rekreativ bakke til ski, vandring og klatring.

Klokken 13.30. Besøg ved Nordfløjen på Rigshospitalet: Kronprinsesse Mary og prins Daniel besøger Rigshospitalet sammen med den svenske socialminister, Lena Hallengren, og den danske sundhedsminister, Magnus Heunicke. Her skal parrene besøge Børneriget og vises rundt i Nordfløjen, der officielt åbner til januar.