Royale

Kongehusets pressechef afliver myte om prins Henrik

Lene Balleby løfter i et nyt interview sløret for kommunikationen i forbindelse med prins Henriks demenssygdom og hans død.

I et stort interview med bladet Markedsføring løfter kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, nu en flig af sløret for den vanskelige kommunikation i forbindelse med prins Henriks sygdomsforløb. Og hun svarer på, om en kommende konge må hoppe på scenen med bandet Nephew i en festivalbrandert til Smukfest.

For kongehuset blev 2017 og 2018 mere end bare begivenhedsrige år. Det blev også to år, hvor prins Henrik kom med en række opsigtsvækkende udmeldinger, hvilket satte gang i spekulationer om hans mentale tilstand.

- Op til at prins Henrik blev erklæret syg, var der nogle episoder, som ikke var nemme at håndtere. Det var beslutningen om, at han ikke ville begraves ved siden af dronningen, og episoden på Cayx, siger Lene Balleby.

Prins Henrik fortalte blandt andet i et interview med Se & Hør, hvorfor han ikke ville begraves ved siden af dronningen.

- Det er hende, der gør mig til en nar. Jeg har ikke giftet mig med dronningen for at blive begravet i Roskilde, sagde han dengang.

Måneden efter, i september 2017, meldte kongehuset ud, at prins Henrik havde fået konstateret demens, og bare halvanden måned inde i 2018 drog han sit sidste åndedrag.

Afviser myte om forløb

Kongehuset blev under forløbet med prinsens markante udmeldinger skarpt kritiseret for at være for langsomme til at melde offentligt ud, at Henrik led af demens.

Den myte afliver Lene Balleby i interviewet i Markedsføring.

- Der blev stillet en masse diagnoser derude. Nogle - også journalister - sendte mig links til hjemmesider, hvor jeg kunne læse om sygdommen. Og efterfølgende undrede nogle sig over, hvorfor vi ikke bare havde meldt noget ud om prinsens sygdom før, siger Lene Balleby og fortsætter:

- Der er jeg nødt til at sige: Vi gik ud, inden for 48 timer efter vi fik diagnosen. Der opstod en myte om, at vi bare kunne have sagt noget. Men der var ikke noget at sige, før vi rent faktisk gjorde det.

Kommunikationschefen, der har stået i spidsen for kongehusets presseafdeling de seneste ti år, mener, at de formåede at samle danskerne i forbindelse med prins Henriks død og give dem en mulighed for at følge med i og komme tættere på en families sorg, end de ellers ville være kommet og har været før.

En præstation, der ifølge Lene Balleby skyldtes, at kongehuset inviterede pressen indenfor samt leverede til egne kanaler.

- Med dronningen i spidsen tror jeg, alle tog del i en sorg. Og i forløbet opstod et noget mere nuanceret billede af en prins’ betydning gennem det virke, han havde haft, end vi har set tidligere, siger Lene Balleby.

Overraskende kronprins

Udover prins Henriks sygdom forholder Lene Balleby sig også til sommerens episode fra Smukfest i Skanderborg, hvor kronprinsen lettere usikker på benene og med et stort smil pludselig stod på scenen arm i arm med Simon Kvamm, forsanger i bandet Nephew.

Nephew overraskede deres publikum med royalt besøg midt i deres koncert sent torsdag aften. Video: Rikke Museth Janniche

Men sådan en optræden er ikke noget, der skader det kongelige brand eller underminerer værdigheden, så længe det ikke sker hver weekend, vurderer kongehusets kommunikationschef. Hun mener, at den lille optræden viser, hvem kronprinsen også er.

- Det kan godt være, at der er nogle, der mener, at den slags gør man ikke. Men kongehuset må også gerne overraske. Det gjorde kronprinsen på fin vis i Skanderborg.

Hans Engell er en af dem, der ikke udelukkende billiger kronprinsens Smukfest-optræden.

- Jeg tror, at vi i vores medglæde med kronprinsen, der hopper rundt og spiller morsom i Skanderborg, også lige skal have i baghovedet, at der venter en lidt anden udfordring for ham i de kommende år, sagde Hans Engell i dette års 'Kongelige Øjeblikke' på TV 2.

Han pointerede også, at det vil være naivt at tro, at ret meget i kongehuset sker ved en tilfældighed.

- De er meget bevidste om, både kongehuset og deres rådgivere, hvordan den familie skal placeres på en sådan måde, at kongehuset er langtidsholdbart.