Kongehuset lukker døren for prinser og prinsesser: Nej tak til reklamer
Selvom syv danske prinser og prinsesser ikke kommer til at få apanage, må de ikke bruge deres titel og status til reklame.
Ved første øjekast så billedet meget uskyldigt ud. Prins Nikolai sad med et stort smil på kølerhjelmen af en sort Renault Clio. Ved siden af ham stod en ansat hos firmaet 'Sixt Biludlejning'. Men fotoet røg ud i en pressemeddelelse for biludlejningsfirmaet med teksten:
- Prins Nikolai har valgt bil med abonnement fra Sixt Biludlejning.
Billedet bredte sig lynhurtigt på de sociale medier, og kongehuset måtte ud at beklage på prinsens vegne. Pressemeddelelsen blev fjernet.
Ingen markedsføring
Men episoden åbner for diskussionen om, hvad de syv danske prinser og prinsesser, der ikke kommer til at modtage apanage, egentlig må. For der er uden tvivl mange firmaer, der gerne vil give både penge og gratis produkter til de royale unge mennesker, hvis de til gengæld må få lov at reklamere med, at de kongelige handler med netop dem. Men den dør lukker det danske kongehus nu.
- Kongelige markedsfører ikke virksomheder og produkter, fastslår kongehusets kommunikationsafdeling overfor TV 2.
Hos kongehuset ønsker man ikke at uddybe den kommentar, men historiker og kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen forklarer, hvorfor det er problematisk, når kongelige reklamerer:
- Kongehuset skal være et fælles samlingspunkt. De skal ikke kunne tages til indtægt for politiske linjer eller produkter, de skal være upartiske, siger han.
Han kan gå catwalk, men ikke i undertøj
Han forudser, at de unge kongehusmedlemmer kommer til at bevæge sig rundt i lidt af et minefelt af uskrevne regler, når de bliver myndige og skal til at finde ud af, hvad de kan og ikke kan tillade sig.
- De skal jo bruge deres sociale kapital og status på en eller anden måde, men de skal finde ud af, hvordan de gør det. Og med denne sag ser vi et tydeligt eksempel på, hvordan det ikke skal gøres, siger han og tilføjer:
- Til gengæld har vi jo netop set prins Nikolai gå catwalk som model. Her har reaktionerne været positive. Det havde de nok ikke været, hvis han havde gået i undertøj eller måske reklameret for et dansk firma.
Kongehusets kommunikationsafdeling ønsker ikke at svare på, hvad forskellen er på, at prins Nikolai arbejder som model for for eksempel Dior eller er med i en reklame for 'Sixt Biludlejning', da TV 2 spørger.
Hofleverandører er en undtagelse
Der findes også en anden undtagelse i forhold til kongehuset og reklamer.
I mange år har kongehuset benyttet sig af såkaldte hofleverandører. I øjeblikket bærer 98 danske firmaer prædikatet "Kongelig Hofleverandør', som gives til virksomheder, der leverer varer til hoffet.
Virksomhederne, der blandt andet tæller Georg Jensen, Thiele og Dansukker får lov at bruge den danske kongekrone over deres firmanavn.
Sebastian Olden-Jørgensen ved ikke, hvordan kongehuset skelner mellem prædikatet hofleverandør og almindelig markedsføring, men forklarer baggrunden for udnævnelsen af hofleverandør:
- Det har været en tradition at udnævne firmaer til kongelige hofleverandører igennem mange år. Selve reklamen og logoet er diskret, siger han.