Prins Nikolai tiltales ikke som en kongelig i Varde

Prins Nikolai har frabedt sig nogen form for særbehandling under sin militæruddannelse på Hærens Sergentskole i Varde.

Det var en noget tåkrummende affære, da dronning Margrethe på et pressemøde i anledning af sin 75-årsfødselsdag måtte afbryde og rette en journalist for fejlagtig tiltale.

- Undskyld, nu skal jeg ikke være meget sippet, men jeg tror ikke, vi har gået i skole sammen. Jeg tror ikke, vi er dus, lød det bestemt, men dog med et smil, fra Dronningen i 2015.

Tiltalen er ikke til at tage fejl af.

Når medlemmer af kongehuset skal tiltales, bruges 'De' eller 'Dem'. Det kan også være 'Hendes Majestæt' om dronning Margrethe, 'Hans Kongelige Højhed' om kronprins Frederik eller 'Hans Højhed' om prins Nikolai.

Men sådan er jargonen ikke helt på de syd- og vestjyske egne. Siden prins Nikolai er startet på sin 2-årige løjtnantuddannelse på Hærens Sergentskole i Varde, har måden, han bliver tiltalt på, ændret sig.

Han er ikke længere 'De', han er 'du' på sergentskolen, skriver Se og Hør.

- Han hedder sergentelev prins Nikolai. Det står også på hans navneskilt på uniformen. Og så har han bedt om, at man er dus. Det gør det hele meget nemmere internt. Så alle her ved, at sådan er det, fortæller major Henrik Frick Kirkegaard, som er med til at uddanne Prinsen.

Prinsen er næsten ligesom alle andre

Selvom den 18-årige prins er født ind i de kongelige rækker, har han givet udtryk for, at han ikke ønsker nogen form for særbehandling under sin uddannelse i Varde.

Og det er Henrik Frick Kirkegaard rigtig glad for.

- Han får mest ud af uddannelsen, hvis han er ligesom de andre, og det er han, og det ønsker han, siger han til BT.

Derfor fik prins Nikolai ligesom de andre medstuderende et tilbud om at møde op på skolen aftenen inden uddannelsesstart den 1. august. Her fik han blandt andet et billede af, hvor han skulle sove og spise.

Selvom Prinsen ikke deler samme sergentnavn som de andre, der hedder deres efternavne, har han ikke fået sit eget værelse på kasernen.

Han skal i stedet overnatte i en sovesal med 11 andre personer. Alle på stuen er unge mænd, selvom der også er to piger i delingen, skriver Se og Hør.

I alt er der 35 elever i prins Nikolais deling. De skal igennem løjtnantbasisuddannelsen, som består af seks måneder på skolen i Varde, en måned i praktik og fire måneder i Slagelse for at blive sekondløjtnant. Herefter skal de gennemføre minimum et år som delingsfører for et hold værnepligtige, før de bliver 'udlært' løjtnant.

Militæret er en tradition for kongehuset

Det er ikke første gang, at Hærens Sergentskole har kongelige på deres uddannelse.

Med sin uddannelse går prins Nikolai i sin families fodspor.

For 30 år siden gik hans far, 49-årige prins Joachim, selv på skolen, ligesom det også har været tilfældet med kronprins Frederik.

Dronning Margrethe har også øvet sine militære færdigheder. Det skete, da hun var en del af Kvindeligt Flyverkorps, der hørte under Hjemmeværnet. Dengang havde Dronningen titlen som prinsesse, og hun var tilknyttet korpset i flere år, indtil hun blev regent.

- Det er en lang tradition inden for kongehuset. Det ville være underligt, hvis han ikke gjorde det, sagde Lars Hovbakke Sørensen, som er historiker og ekspert i kongehuset, til TV 2, da prins Nikolai for første gang luftede sine tanker om at blive soldat.

Under paraden på Varde Kasserne gik prins Joachim lige forbi sin søn. Video: Carina Buus

Militærvejen var familiens idé

Men i modsætning til sine forgængere skal prins Nikolai opbygge en karriere, han selv kan leve af, da han ikke kan se frem til nogen form for apanage. Han skal derfor som enhver anden ung mand eller kvinde i Danmark ud og tjene sine egne penge.

Prins Nikolai har selv fortalt, at det var et ønske i familien, at han i hvert fald tog værnepligten - og at han ikke drømmer om en længerevarende militærkarriere.

- Der er mange valg og muligheder. Jeg er ikke sikker på, hvad jeg vil lave, når jeg bliver stor. Nu har jeg udskudt den her kæmpe beslutning i to år med en militæruddannelse. Det er dejligt, og det er også en uddannelse i sig selv.

Prins Nikolai sagde samtidig, at han regner med at tage en civil uddannelse, når han er færdig på Varde Kaserne.