Royale

Prins Nikolai blev inspiceret af sin far på Hærens Sergentskole

Dronningens ældste barnebarn kunne onsdag for første gang ses i militær uniform.

Der har altid eksisteret et tæt bånd mellem Kongehuset og det danske forsvar, og der er tradition for, at Kongehusets centrale medlemmer er officerer i rigets forsvar.

1. august 2018 blev det prins Nikolais tur. Her startede han på Hærens Sergentskole i Varde, hvor han påbegyndte en toårig løjtnantbasisuddannelse.

På den måde holder han traditionen med unge, kongelige mænd, der tager en militær uddannelse i live.

- Der var et ønske i familien om, at jeg tog i hvert fald værnepligten derinde. Så tænkte jeg, at det vil jeg bygge videre på med en lidt længere militæruddannelse, sagde prins Nikolai i et interview med Euroman i juli.

Selvom skolens leder afviser, at Prinsen får forskelsbehandling, så var dagen alligevel lidt speciel for eleven med de royale gener.

Onsdag havde Hærens Sergentskole årsdagsparade i forbindelse med skolens 108-års fødselsdag, og samtidig havde prins Joachim 30-års jubilæum som befalingsmand i Hæren.

Prins Joachim og prinsesse Marie deltog derfor i fejringen, hvor prins Joachim inspicerede skolens elever, som var opstillet til parade.

Deriblandt var altså også hans ældste søn prins Nikolai, og man kunne da også fornemme en vis stolthed hos prins Joachim, da han passerede delingen, hvor sønnen stod rank.

Selvom prins Nikolai nu har startet et toårigt forløb på Hærens Sergentskole, betyder det ikke, at han drømmer om en længerevarende militærkarriere, hvilket han fortalte til Euroman tidligere på året.

- Der er mange valg og muligheder. Jeg er ikke sikker på, hvad jeg vil lave, når jeg bliver stor. Nu har jeg udskudt den her kæmpe beslutning i to år med en militæruddannelse. Det er dejligt, og det er også en uddannelse i sig selv.

Prins Nikolai sagde samtidig, at han regner med at tage en civil uddannelse, når han er færdig på Varde Kaserne.

Dronningen var også i forsvaret

De øvrige royale familiemedlemmer der også har trukket i militæruniformen tæller blandt andet kronprins Frederik, Dronning Margrethe og kronprinsesse Mary.

Kronprinsen har gjort tjeneste i både hæren, flyvevåbnet og søværnet, hvor han med tiden er steget i graderne.

I 1995 gennemførte kronprinsen frømandsuddannelsen ved søværnets frømandskorps, og senere har han taget en videreuddannelse for ledere i forsvaret.

I 2015 steg han i graderne, da han blev udnævnt til kontreadmiral i søværnet og generalmajor i hæren og flyvevåbnet.

Dronning Margrethe øvede også sine militære færdigheder, da hun var en del af Kvindeligt Flyverkorps, der hørte under Hjemmeværnet. Dengang var dronningen blot prinsesse, og hun var tilknyttet korpset i flere år, indtil hun blev regent.

Siden 2008 har også kronprinsesse Mary været en del af Hjemmeværnet, hvor hun har uddannet sig til befalingsmand og officer. Hun har flere gange optrådt i camouflageuniformen, og i 2015 blev hun udnævnt til premierløjtnant.