Prins Nikolai om sin uddannelse: - Der var et ønske i familien
Den 18-årige prins begynder på Hærens Sergentskole til efteråret, men han vil ikke gøre karriere inden for militæret.
For to uger siden kunne prins Joachim sætte studenterhuen på hovedet af sin ældste søn, prins Nikolai.
Mens mange nyudklækkede studenter nu skal til at gøre sig en masse overvejelser om fremtiden og beslutte, hvilken uddannelse de skal tage, har den 18-årige prins udskudt de store beslutninger to år.
Prins Nikolai er blevet optaget på Hærens Sergentskole i Varde, hvor han efter sommerferien påbegynder en 2-årig uddannelse som reserveofficer.
Men det betyder ikke, at han drømmer om en længerevarende militærkarriere. Det fortæller han i et stort interview i den udgave af Euroman, der kommer på gaden i denne uge.
Udskyder beslutningen
- Der er mange valg og muligheder. Jeg er ikke sikker på, hvad jeg vil lave, når jeg bliver stor. Nu har jeg udskudt den her kæmpe beslutning i to år med en militæruddannelse. Det er dejligt, og det er også en uddannelse i sig selv, siger prins Nikolai til Euroman og fortæller, at han regner med at tage en civil uddannelse, når han om to år er færdig på Varde Kaserne.
Den unge prins giver også for første gang udtryk for, at den militære vej ikke udelukkende var hans egen idé.
- Der var et ønske i familien om, at jeg tog i hvert fald værnepligten derinde. Så tænkte jeg, at det vil jeg bygge videre på med en lidt længere militæruddannelse, siger han i Euroman.
Mor med på sidelinjen
Prins Nikolai udtaler sig kun sjældent til medierne, og interviewet med Euroman er da også hans første store portrætinterview.
Selvom han er en ung mand med egen modelkarriere, der størstedelen af de seneste fire år har boet væk fra sine forældre på Herlufsholm Skole og Kostskole, har han alligevel sin mor, grevinde Alexandra, ved sin side under interviewet med Euroman.
Her agerer hun ikke blot stum støtte for sin søn, men byder også ind, da han fortæller om familiens ønsker i forhold til hans uddannelse.
Hun forsikrer journalisten om, at det i sidste ende var prins Nikolais eget valg at uddanne sig til reserveofficer.
Jagter ikke modelkarriere
Prins Nikolai kom på manges læber, da han i februar pludselig dukkede op på Burberrys catwalk under modeugen i London.
Siden da har han haft en række modeljobs – senest for Dior i Paris, og det har fået spekulationerne om, hvorvidt det var en mulig karrierevej for den unge prins til at spire.
I interviewet med Euroman fortæller prinsen, at han gerne vil have flere modeltjanser, men han har tidligere gjort det klart, at et job som supermodel ikke er en del af hans fremtidsplaner.
- Jeg ønsker ikke som sådan at forfølge en karriere som model, men snarere at se det som et job, der skal hjælpe mig på vej, mens jeg er under uddannelse, skrev han til ugebladet Tæt På i februar.