Kronprins Frederik 50

Kronprins Frederik fejres med nyt portræt

Portrættet udstilles sammen med en masse personlige ting og billeder fra Kronprinsens første 50 år.

Et stort blåt klæde har dagen igennem skjult det, som journalister og andre nysgerrige sjæle har ventet på at se. 

Et nyt portræt af kronprins Frederik i anledning af hans 50-årsfødselsdag.

Portrættet er bestilt af Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i Hillerød, som har valgt den australske billedkunstner Ralph Heimans til at løse opgaven. 

Han er kendt for at male meget naturalistiske portrætter, og han har tidligere formet medlemmer af det britiske kongehus og store internationale personligheder med sine penselstrøg. 

Børnene hjalp med afsløringen

I anledning af det nye portræt var både Kronprinsen, hans hustru og deres fire børn til stede på Frederiksborg Slot for at overvære reaktionerne. 

Vi har alle kunnet følge med i, hvor aktiv du er, hvordan du har fundet dig selv, og vi glæder os over det

Dronning Margrethe til kronprins Frederik

Dronningen var også blandt de fremmødte, men det var de fire prinser og prinsesser, prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine, der hjalp deres far med at trække det blå klæde ned.

Kronprinsen talte ned fra tre, og så trak de alle fem i klædet samtidig, så et portræt af Kronprinsen i ganske varme farver trådte frem og straks høstede klapsalver fra både ham selv, hans børn og salen. 

Faktisk er både børnene og kronprinsesse Mary også en del af billedet. De sidder nemlig alle fem bag Kronprinsen. 

Dronningen talte direkte til Kronprinsen

Portrættet er blot en lille del af to nye udstillinger, som dronning Margrethe officielt åbnede i dag. 

Det beskrev hun som en meget speciel oplevelse som mor til udstillingens omdrejningspunkt. 

Den ene udstilling viser værker af Ralph Heimans i slottets Prinsessefløj.

Udover Kronprinsens portræt tæller den også et nyt maleri af hans hustru, kronprinsesse Mary.

Den anden udstilling fortæller historien om kronprins Frederiks liv gennem fem årtier i slottets riddersal. 

Udstillingen er fortalt gennem hans egne ting. Man kan blandt andet opleve hans lego og fodboldkort fra hans barndom, ligesom der er opstillet en træhytte af den type, han overnattede i, da han var i Siriuspatruljen. 

I forbindelse med åbningen udtrykte dronning Margrethe stor tilfredshed med, hvor godt den rammer hendes egen opfattelse af Kronprinsen, og fra talerstolen sendte hun et personligt budskab til ham. 

- Vi har alle kunnet følge med i, hvor aktiv du er, hvordan du har fundet dig selv, og vi glæder os over det, sagde dronning Margrethe.  

Udstillingerne åbner for offentligheden den 25. maj og kan opleves frem til den 2. september.