Royale

Kronprinsen har været på skolebænken igen

Kronprins Frederik var onsdag i Aarhus for at fejre sin 50-årsfødselsdag. Her afslørede han, at han for nylig gennemgik et ledelseskursus i byen.

Med et kæmpe dansk flag vejende i baggrunden nærmede kronprins Frederik sig 'Smilets By'.

Kongeskibet Dannebrog havde sejlet hele natten for at nå fra København til Aarhus onsdag morgen, og på dækket stod Kronprinsen klar til dagens program med blikket rettet ned i mobiltelefonen.

Men den blev hurtigt pakket ned i lommen, så armene var fri til at vinke, da blikket faldt på de flere hundrede aarhusianere, der havde taget opstilling på kajen for at tage imod fødselaren, tre dage før han runder de 50 år.

Kronprins Frederik smiler og hilser på de mange mennesker, der står klar på Aarhus havn til at modtage ham og hans hustru, kronprinsesse Mary.

Tilbage til studietiden

Selvom Kronprinsen til daglig bor i København, så er det ikke hvilken som helst by, han har valgt at tilbringe en del af sin officielle fejring i.

Kronprinsen boede i en årrække i Aarhus under sin studietid, der varede fra 1989 til 1995, hvor han blev uddannet cand. scient. pol. ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

- For snart 29 år siden sad jeg på første række her – lidt forknyt og lidt genert på årgang 89 i Statskundskab. Det var kun meningen, jeg skulle tage nogle enkelte fag, men allerede omkring juletid besluttede jeg at gøre hele studiet færdig, og det har jeg ikke fortrudt.

Sådan sagde Kronprinsen fra talerstolen på netop Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, hvor han skulle åbne Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse.

Kronprins Frederik med ekskæresten Malou Aamund, som han var sammen med, mens han boede i Aarhus.

Ved åbningen kunne Kronprinsen samtidig afsløre, at han i løbet af foråret har været igennem et mindre ledelsesforløb på Aarhus Universitet.

- Jeg har trænet ledelse med legoklodser og rollespil, som nu indgår i det moderne ledelsesspil. Tak for det indspark og wakeup-call - det er sundt, sagde kronprins Frederik. 

At byen har en særlig status for ham, slog han også fast, da han mandag løb Royal Run gennem gaderne i den jyske hovedstad.

- Der er ingen tvivl om, at Aarhus sidder meget dybt i mit hjerte. Det var nogle uforglemmelige år, hvor jeg følte mig som en aarhusianer og kunne gå på gader og stræder og føle mig rigtigt som en studerende, sagde han under sin tale, inden han løb.

Kronprins Frederik løb Royal Run i Aarhus mandag den 21. maj 2018. Løbet var delt op i temaer, der afspejlede Kronprinsens liv. I Aarhus var temaet studietiden.

Lokal glæde

På kajen foran Kongeskibet Dannebrog i den jyske hovedstad var der ingen tvivl om, at kærligheden var gengældt. 

 - Vi er altid glade, når den kongelige familie besøger os. Kronprinsen har jo et særligt forhold til Aarhus, og byen holder utroligt meget af kronprinsparret, siger Jacob Bundsgaard, socialdemokratisk borgmester i byen.

Borgmester Jacob Bundsgaard står klar til at fotografere kronprins Frederiks ankomst til Aarhus.

Han stod klar til at tage billeder og sige tillykke sammen med et væld af lokale borgere. 

Blandt andet en flok børnehavebørn med hænderne fulde af papirflag, klar til at byde Kronprinsen velkommen og tillykke.

Tættere på skibet krammede dagens blomsterpige en buket, der blev overrakt til kronprinsparret, så snart de trådte ned ad landgangen.

- Jeg synes, det er en meget festlig uge indtil videre, og der kommer endnu mere, jo længere vi kommer frem. Det er meget rørende, sagde kronprinsesse Mary.

Kronprinsesse Mary modtager blomster ved ankomsten til Aarhus.

Østjyske virksomheder

Fra vink på kajen gik turen ind i bilen og videre ud i byen. Kronprinsen skulle både nå at se nye initiativer og som tidligere nævnt besøge gammelkendte steder, der fremkaldte specielle minder.  

Første stop var Filmby Aarhus, der er centrum for film- og medieproduktion i Jylland. 

I Filmby Aarhus prøvede kronprinsen kræfter med virtual reality.

Her fik Kronprinsen mulighed for at prøve et par virtual reality-briller og opleve den virtuelle virkelighed.

- Det kommer mere og mere frem i vores dagligdag. Vores børn bruger det endda mere, end vi gør. Det er blevet så virkeligt nu, at man skal være klar på ikke at miste balancen, sagde kronprins Frederik efterfølgende. 

Herefter gik turen i virkelighedens verden til Danmarks eneste gin-destilleri, hvor fødselaren blev budt på lidt stærkt til ganen. 

Kronprinseparret nåede også at besøge en modevirksomhed, en biotech virksomhed og en insektvirksomhed.

Kronprinsesse Mary fandt nogle af duftene på destilleriet en smule skrappe, mens de blot fik smilet frem hos den næsten 50-årige kronprins.

En by i udvikling

Besøget i 'Smilets By' blev sluttet af på Universitet, men inden da var kronprins Frederik forbi Aarhus havn. 

Her skulle han som del af sin fødselsdagsfejring åbne et helt nyt, stort og internationalt sejlsportscenter, som blandt andet skal bruges, når der senere på året skal afholdes VM i sejlsport i Aarhus.

- Det er fantastisk at se, hvordan den her del af Aarhus er blomstret, siden jeg forlod byen for rigtig mange år siden. Dengang var det jo en industrihavn, som var væsentligt mindre, end den er nu. Det er virkelig flot at kunne kombinere fritid med industri, som den her havn gør, sagde kronprins Frederik.

I mange år har Kronprinsen været meget involveret i dansk kapsejlads, hvor han flere gange har deltaget i både DM, EM og VM i dragesejlads.

Fejringen af kronprins Frederiks fødselsdag fortsætter torsdag, hvor der bliver afsløret et nyt portræt af Kronprinsen på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.