Kronprinsesse Mary og børnene blev hængende og tog selfies og gav highfives

Kongelig hofreporter mener, at kronprinsfamiliens deltagelse i Royal Run viser, at de er en moderne og afslappet familie.

Det vakte stor begejstring landet over, da kronprins Frederik mandag aften stoppede op midt på Amalienborg Slotsplads for at vinke til sin mor, dronning Margrethe.

Han var ellers i fuld gang med det sidste af i alt fem løb under det landsdækkende Royal Run-arrangement, hvor han i løbet af dagen også havde løbet i Aalborg, Aarhus, Esbjerg og Odense.

Mens han vinkede begejstret med begge arme op mod sin mor, gik en lang række Twitter-brugere i svime over gestussen.

Hvad man ikke så på tv, var dog, at hans fire børn stod på modsatte side af løbebanen og heppede på deres far.

Highfives og selfies

Prinserne Christian og Vincent og prinsesserne Isabella og Josephine var kommet ned på slotspladsen foran deres hjem sammen med en barnepige.

Her stod de og heppede på de mange tusind løbere, der kom forbi, og kort efter, at Kronprinsen var løbet forbi, fik de selskab af Kronprinsessen, som kom direkte fra Odense, hvor hun havde løbet 10 kilometer i den mørkeblå Royal Run-t-shirt.

Herefter blev der givet highfives til løberne, der nærmest dannede en kø omkring aflukket, hvor den kongelige familie stod og tog selfies med de omkringstående tilskuere.

Marianne Singer, der er hofreporter på Billed-Bladet, synes, det er naturligt, at børnene stillede op til billeder med de fremmødte publikummer.

- Kronprinsessen og Kronprinsen har taget en del selfies gennem tiden, og det er noget, folk simpelthen bliver så glade for. Børnene gør jo det, de ser deres forældre gøre, siger hun.

Interview med børnene

I alt var familien på slotspladsen i en times tid, inden de genfandt sig i de kongelige gemakker, og undervejs så man på tv-billederne en tydelig løssluppenhed fra både Mary og børnene – ligesom man havde gjort det tidligere på dagen, da de alle fem løb ’One mile’-distancen på 1,609 kilometer på Frederiksberg.

Da de fire børn havde spænet over målstregen på Frederiksberg Allé mandag formiddag, stillede de velvilligt op til interview.

- Det gik rigtig godt. Det var dejligt at se alle de unge og voksne, der løb med. Det var dejligt at prøve, og det vil jeg gerne prøve noget mere, sagde prins Christian, der stolt fortalte, at han klarede de 1,609 kilometer på 7.35 minutter.

Kronprinsparrets børn løb Royal Run på Frederiksberg.

Lillesøster Isabella var også godt tilfreds, på trods af hun ikke kom i mål som den første i børneflokken.

- Det var rigtig sjovt at løbe med familien, selvom vi blev lidt splittet undervejs, sagde hun.

Børnene skal have positive oplevelser

Spørger man Marianne Singer, er det ikke så ofte, at pressen får mulighed for at tale med de kongelige børn.

- Men i går var de med til fars store arrangement, og der var det oplagt, at de fik lov at sige et par ord. Vi får som regel lov at tale med dem, når der er en situation, hvor det passer ind, fortæller hun.

- Kronprinsparret vil gerne vænne deres børn til pressen, for de skal jo leve med pressens tilstedeværelse resten af deres liv. Derfor virker det helt naturligt for mig, at de involverer børnene mere og mere, jo ældre de bliver, og arrangementet i går, hvor der var positiv stemning, og børnene havde præsteret noget, de var stolte af, var et oplagt lejlighed, lyder det fra Marianne Singer.

- Det viser også, at vi har et afslappet og moderne kronprinspar.

Genoplev hele Royal Run eller se højdepunkterne på TV 2 PLAY.

TV 2 er mediepartner på Royal Run.