Prins Henriks slot laver særlig vin til Kronprinsens fødselsdag

16x9
Prins Henrik fotograferet på Château de Cayx i 2016. Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

Prins Henriks vinslot i Frankrig laver endnu engang vin til en royal mærkedag.

Når kronprins Frederik den 26. maj fylder rundt, vil han kunne skåle med en vin lavet til anledningen og måske mindes sin afdøde far. Vinen kommer nemlig fra prins Henriks vinslot i det sydlige Frankrig.

Vinen hedder 'Prince Frederik 50 ans' (Prins Frederik 50 år, red.) og er lavet på håndsortede Malbec-druer fra vinmarkerne ved Château de Cayx. Og det er ikke første gang, slottet producerer vin til en særlig royal anledning dette forår.

Til dronning Margrethes 78-årsfødselsdag for en måned siden lancerede man vinen 'Les aquarelles de Sa Majesté la Reine de Danemark’ - på dansk 'Hendes Majestæt Dronningen af Danmarks akvareller’. Flasken var prydet med netop en af dronningens akvareller.

"Et særligt forår for kongefamilien"

Prins Frederiks fødselsdagsvin beskrives af sælgerne som fyldig, intens og let krydret.

Kronprins Frederiks fødselsdagsvin kommer fra prins Henriks vinslot.
Kronprins Frederiks fødselsdagsvin kommer fra prins Henriks vinslot. Foto: H. J. Hansen Vin A/S

- Vi har valgt at bruge nogle af slottets bedste, gamle vinstokke, som er vendt stik mod syd og får masser af den sydfranske sol og varme på egnen, som H.K.H. Prins Henrik elskede så højt, siger Hervé Froment, der er Château de Cayx's vinmager, i en pressemeddelelse.

H.J. Hansen Vin A/S forhandler vinene fra Château de Cayx, og marketingschef Lars Benmouyal har glædet sig til at præsentere Kronprinsens fødselsdagsvin. 

- Det er selvfølgelig noget særligt med denne vin, ligesom det var det med 'Les Aquarelles de Majesté'. Den har en ekstraordinær historie i et særligt forår for kongefamilien, siger han i pressemeddelelsen.

Muld fra slottet brugt til bisættelse

Dronning Margrethe og prins Henrik købte Château de Cayx i 1974, og hvert år holdt de sommerferie der. Slottet ligger ved byen Cahors, hvor prins Henrik også tilbragte en stor del af sin barndom på slægtsgodset Le Cayrou.

Prins Henrik stod i spidsen for produktionen af vinen på Château de Cayx i over 40 år, indtil han bortforpagtede det i 2015. Selve slottet ejer kongefamilien stadig.

Prins Henrik døde den 13. februar i en alder af 83 år. Ved bisættelsen den 20. februar blev der brugt muld fra hans franske vinmarker til jordpåkastelsen.