Royale

Prinsesse Isabella fylder 11 år – en skillevej, hvis man spørger ekspert

Kronprinsesse Mary har som tidligere år taget nye fødselsdagsbilleder af sin ældste datter, prinsesse Isabella.

I dag er det 11 år siden, kronprins Frederik kunne møde pressen på Rigshospitalet for at annoncere, at han og kronprinsesse Mary var blevet forældre til en lille datter.

I den anledning har kongehuset offentliggjort nye billeder af den unge prinsesse, der nu går i 4. klasse på Tranegårdsskolen i Gentofte.

På billederne er hun fotograferet sammen med sin hest, Lancet, fordi tid sammen med hesten er prinsessens yndlingsbeskæftigelse, lyder det fra kongehuset. 

Det er kronprinsesse Mary, der har taget fødselsdagsbillederne af datteren og hesten Lancet.

Prinsesse Isabella, der bærer det fulde navn Isabella Henrietta Ingrid Margrethe, har ellers tidligere vundet danskernes hjerter som "danseprinsessen".

Det skete til Dronningens 75-årsfødselsdag i 2015, inden kongefamilien trådte ud på balkonen på Amalienborg for at vinke til de fremmødte. Her dansede prinsessen rundt indenfor i den tro, at ingen kunne se hende. 

KRONPRINSPARRETS BØRN

  • Prins Christian, født 15. oktober 2005. Går i skole på Tranegårdsskolen i Gentofte. Er nummer to i tronfølgen efter sin far, kronprins Frederik, og dermed det eneste af de royale børn, der som voksen vil modtage apanage.
  • Prinsesse Isabella, født 21. april 2007. Går i skole på Tranegårdsskolen i Gentofte.
  • Prins Vincent, født 8. januar 2011. Går i skole på Tranegårdsskolen i Gentofte.
  • Prinsesse Josephine, født 8. januar 2011. Går i skole på Tranegårdsskolen i Gentofte.

Fødselsdag uden farfar

Også i år har prinsesse Isabella, hendes storebror, prins Christian, og deres to yngre søskende, tvillingerne prinsesse Josephine og prins Vincent, været på balkonen for at vinke til danskerne. Det skete sammen med resten af kongefamilien. 

Denne uge i april er nemlig hvert år en af de mere festlige i det danske kongehus, da prinsesse Isabellas fødselsdag kommer bare fem dage efter Dronningens fødselsdag, den 16. april. Det betyder, at prinsesse Isabella fejrede sin farmors 78-årsfødselsdag i mandags.

Dronning Margrethe havde familien ved sin side på sin 78 års fødselsdag.

Det var under noget gladere omstændigheder, end sidst offentligheden så prinsesse Isabella tilbage i februar. Her havde prinsessen en følelsesladet rolle, hvor hun sammen med resten af familien tog afsked med sin farfar, prins Henrik, i Christiansborg Slotskirke.

Kronprinsesse Mary og prinsesse Isabella ved Prins Henrik bisættelse fra Christiansborg Slotskirke tirsdag den 20. februar 2018.

Et halvt ben inde i puberteten

Spørger man stifter af forældremagasinet Nordic Parenting, Sofie Münster, står den unge prinsesse over for en skillevej, når hun begynder sit tolvte år.

- Man er stadig et barn, men man står med et ben halvt inde i puberteten, siger hun til TV 2 og tilføjer, at man vil begynde at have en holdning til sine forældre, når man fylder 11 år.

- Man udvikler sig fra at spejle sig i sine forældre til at gradvist kigge mere over mod ens veninder, siger Sofie Münster.

Men 11-årsalderen er også en sjov blanding af roller, lyder det. 

- På nogle punkter vil man se børn gå op i, hvordan ens hår sidder, og hvilket tøj man har på. Samtidig vil de stadig lege, siger hun.

Prinsesse Isabella er dog allerede vant til at tone frem som repræsentant for kongehuset. Hun havde eksempelvis sin første officielle opgave i 2015.

Her rejste hun sammen med kronprinsesse Mary til Samsø og navngav den nye Samsø-færge. Den fik meget passende navnet prinsesse Isabella. 

Næste gang, prinsesse Isabella træder frem for offentligheden, bliver til maj, når hendes far, kronprins Frederik, fylder 50 år. Det markeres blandet andet med Royal Run, hvor kronprinsen løber med danskerne i fem byer på en dag. 

Prinsesse Isabella og hesten Lancet.

TV 2 er mediepartner på Royal Run.