Prins Joachim står frem i ny dokumentar: - Jeg er ikke, som I tror

I en ny dokumentarfilm forsøger prins Joachim at gøre op med de fordomme, han mener, folk har om ham.

- Jeg er en følsom person. Jeg er også en person, som har lært at holde en vis fremtoning, uanset om det er i store officielle begivenheder, eller om det er helt nede som privatperson, der går hen ad gaden. Der har jeg fået et ry for at være en stivstikker, det har ført til, at så er jeg automatisk arrogant.

Sådan lyder det fra prins Joachim i dokumentarfilmen ’Den anden prins’, der sendes på onsdag den 27. december på TV 2 klokken 20.00, hvor seerne både kan opleve ham helt privat og ude på officielle pligter.

- Jeg er ikke, som I tror

Her omtaler han for første gang det ry som snobbet og arrogant, han længe har haft i offentligheden. Men prins Joachim mener, at det er en fordom, som folk har fået galt i halsen.

- Jeg er, som jeg er. Jeg er ikke, som I tror eller hører og i nogle tilfælde ønsker, jeg skal være. Jeg er et menneske af kød og blod, siger han.

'Den anden prins - Joachim'

  • Dokumentarfilmen 'Den anden prins - Joachim' er lavet af instruktøren Maya Albana. 
  • Den er optaget i det første halvår af 2017. 
  • I dokumentaren fortæller Prinsen blandt andet om sin skilsmisse, salget af Schackenborg, hans rolle i kongefamilien og livet som familiefar. 

På farten med børnene

I programmet følger man den 48-årige prins Joachim og hans hverdag. Man ser ham blandt andet købe konfirmationstøj til sønnen prins Felix, følge prinsesse Athena i børnehave og øve bilkørsel med sin ældste søn, prins Nikolai, der er ved at tage kørekort.

Prins Joachim blev født den 7. juni 1969 og fik allerede som barn foræret Schackenborg Slot i Møgeltønder. Her slog han sig ned som landmand i begyndelsen af 1990'erne. I 1995 giftede han sig med Alexandra Manley, som han havde mødt i Hong Kong. De fik sammen børnene prins Nikolai og prins Felix, men blev skilt i 2005.

I 2008 blev han gift med franske Marie Cavallier, som han har børnene prins Henrik og prinsesse Athena med. De flyttede fra Schackenborg Slot til Klampenborg i 2014.

Ekspert: Det er kronprins Frederiks skyld

Og selvom Prinsen ligner en helt almindelig familiefar, har han været eksponeret i offentligheden, siden han blev født. Og prins Joachim har de seneste mange år af sit liv haft et ry blandt mange danskere som lidt af en stivstikker.

Det skyldes ifølge kongehusekspert og adjunkt ved University College Sjælland Lars Hovbakke Sørensen, at prins Joachim altid er blevet sammenlignet med sin storebror, kronprins Frederik.

- Kronprinsen er meget lidt formel og meget folkelig. Han holder ikke så meget på traditionerne. Man behøver ikke sige 'De' til ham. Det skal man til gengæld til prins Joachim. Derfor kommer prins Joachim til at fremstå mere arrogant og ikke ligeså meget i øjenhøjde som Kronprinsen, forklarer han.

I 2010 satte prins Joachim en journalist på plads, der kom til at tiltale ham 'du' i stedet for 'De'. Det var et af de øjeblikke, der fik mange danskere til at synes, at han virkede arrogant.

Salget af Schackenborg gav kritik

I de mange popularitetsmålinger, der bliver lavet på kongehusmedlemmer, placerer prins Joachim sig også ofte på en solid sidsteplads - overhalet af både sine forældre, sin bror og egen hustru.

Ud over ryet som snobbet har han også kæmpet med salget af Schackenborg Slot, som mange danskere ikke brød sig om, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

- Salget af Schackenborg er dét, prins Joachim har fået mest kritik for, fordi mange synes, det var en dårlig beslutning, at kongefamilien nu alle boede i København, siger han.

Hensyn til børnene

I ’Den anden prins - Joachim’ fortæller prins Joachim, at han måtte sælge slottet, fordi landmandslivet på Schackenborg Slot ikke kunne løbe rundt økonomisk. Modsat prins Joachim selv kommer hans børn ikke til at modtage apanage, og det spillede en stor rolle, da han tog den endelige beslutning om at sælge:

- Det har også noget med mine børn at gøre. De skal leve et liv 100 procent efter egen evne, de skal ikke lide et nederlag og trække en slem byrde. De skal ikke tænke, at der sidder en gammel fyr, der tænker: ”Jeg var ikke i stand til det, nu skal du føre det videre”, siger han.