Mary om børneopdragelse: Jeg ender med at være den strenge - irriterende
I bogen 'Under bjælken' åbner kronprinsparret op om deres familieliv.
Skal der være "skærmtid" for vores børn? Hvordan lærer vi dem at sidde pænt og spise? Og hvornår må de komme på Snapchat?
Det er spørgsmål, rigtigt mange forældre stiller sig selv, og her er kronprinsparret ingen undtagelse.
I den nye portrætbog af kronprins Frederik, 'Under bjælken', fortæller han og kronprinsesse Mary om deres familieliv og deres måde at opdrage på.
Mary: - Jeg bliver den strenge
Parret har børnene prins Christian (12), prinsesse Isabella (10), prins Vincent og prinsesse Josephine (6). Ifølge eget udsagn har de altid været meget enige om de overordnede linjer i børneopdragelsen. Når det kommer til mobiler og iPads, er de for eksempel enige om, at de ikke hører hjemme ved spisebordet.
Men de fire børn kan nu alligevel slippe afsted med lidt mere hos farmand. Ifølge kronprinsesse Mary er han nemlig "lidt for nem" at løbe om hjørner med engang imellem.
- Hvis man spørger nok, så giver han nogle gange efter og holder ikke fast i det, vi har aftalt. Så er det altid mig, der for eksempel må sige: "Hov, vi sagde ingen iPads efter klokken dit eller dat". På det punkt er Frederik mere afslappet, og så ender jeg med at være den strenge. Det er lidt irriterende. Ellers kan jeg kun sige, at han er en god far, siger hun.
Kronprinsen gav børnene lov til at komme på Snapchat
I bogen fortæller hun også, hvordan kronprins Frederik har givet prins Christian og prinsesse Isabella lov til at få en Snapchat-profil, men lige glemte at konferere med hende inden, hvilket hun ikke var helt begejstret for.
I det hele taget har kronprinsparret brugt en del tid på at tale med deres børn om sociale medier, for selvom det er en debat, der tages i mange danske familier, bliver det hele lidt mere kompliceret, når ens børn er kongelige.
De sociale medier bliver stor udfordring for kongehuset
Ifølge kongehusekspert og adjunkt ved University College Sjælland Lars Hovbakke Sørensen bliver sociale medier en af de helt store udfordringer for kongehusets yngste medlemmer fremover.
- Man kan ikke ændre på udviklingen, selvom det bliver vanskeligt for de kongelige at være på sociale medier, fordi de risikerer, at deres privatliv kommer frem. Udfordringen bliver, at det ikke kammer over, og der kommer for mange almindeligheder frem, som er med til at gøre de kongelige for "almindelige", siger han.