Mere end 50.000 TV 2-brugere mener, at prins Henriks begravelesbeslutning skader det danske kongehus og dets omdømme.
Prins Henrik har for alvor fået sat det danske kongehus på verdenskortet, da han for en uge siden meddelte, at han ikke ville begraves ved siden af sin hustru.
Dermed bryder han med en cirka 600 år gammel royal tradition. Det har skabt stor debat og overskrifter i hele verdenen, og det har været svært at få øje på de gode historier om det danske monarki de seneste dage.
Herhjemme er TV 2's brugere ikke i tvivl: Prins Henriks beslutning har skadet det danske kongehus.
Mere end 100.000 læsere har svaret på spørgsmålet i en afstemning på tv2.dk om, hvorvidt prins Henriks beslutning har skadet kongehuset og dets omdømme. Her svarer 65 procent, at det i nogen eller høj grad har skadet kongehuset. Faktisk mener en ud af tre brugere, at beslutningen i meget høj grad har skadet det danske kongehus.
Royale begravelser i Danmark
Man har begravet de fleste danske monarker og regentpar i Roskilde Domkirke siden 1400.
I dag ligger der omkring 40 konger og dronninger begravet i kirken.
Enkelte regenter og regentpar er ikke begravet sammen. Det gælder blandt andet Christian den 7. og hans hustru Caroline Mathilde. Hun blev nemlig sendt til Tyskland, da hendes affære med Johann Friedrich Struensee blev opdaget.
Det er aldrig før sket, at kongehusmedlemmer har frabedt sig at blive begravet med deres ægtefæller.
Kilder: Historiker Lars Hovbakke Sørensen og Roskildedomkirke.dk
Flere republikanere
Det overrasker ikke historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.
- Hver gang prins Henrik er kommet med udtalelser af denne type, har vi kunnet se det i meningsmålinger, men denne her gang har det nok skadet mere end tidligere, fordi hans beslutning er så kontroversiel og højst usædvanlig.
- Denne her type sager skaber typisk lidt flere republikanere og lidt færre tilhængere af monarkiet, forklarer Lars Hovbakke Sørensen.
Ud over beslutningen om ikke at ville begraves med sin kone, fortalte prins Henrik efterfølgende, at han mente, at hans kone udstillede ham som en nar.
Prins Henrik er dog lang fra det eneste kongehusmedlem, der har fået et monarki til at vakle. Det er sket ved flere lejligheder også i nyere tid:
Disse kongelige fik monarkiet til at vakle
Prinsesse Diana (England)
Prinsesse Diana nåede at være gift med prins Charles i 15 år før ægteskabet krakelerede. Foto: Scanpix
Prins Henrik er bestemt ikke den eneste kongelige, der har talt lidet flatterende om sin ægtefælle. Faktisk gik det meget voldsommere for sig for cirka 20 år siden i England, da prins Charles og Dianas ægteskab begyndte at falde fra hinanden.
Prinsesse Diana lagde ikke fingre imellem, da hun i detaljer beskrev, hvad, der ifølge hende, havde været et kærlighedsløst ægteskab med en følelseskold, afstumpet og utro ægtemand. Briterne holdt i overvejende grad med Diana og vendte deres vrede mod prins Charles og det britiske kongehus.
Kong Edward (England)
Kong Edward og Wallis Simpson Foto: Scanpix
Mens fjendskab og ulykkelig kærlighed fik det britiske kongehus til at vakle i 1990’erne, var det ægte kærlighed, der bragte kongehuset ud i en kæmpe krise i 1936.
Kong Edward insisterede nemlig på at gifte sig med sin amerikanske, fraskilte kæreste Wallis Simpson, men det ægteskab kunne ikke godkendes i de royale gemakker. Derfor valgte han at abdicere. Hans bror George overtog tjansen som konge.
Kong Carl Gustav (Sverige)
Kong Carl Gustav Foto: Scanpix
Den svenske konge Carl Gustav havde ellers længe stået i spidsen for et rimelig vellidt monarki. Men det ændrede sig, da det i 2010 kom frem, at han havde haft sin gang på stripklubber, hængt ud med kriminelle og haft en affære med sangerinden ’Army of Lovers’-sangerinden Camilla Henemark.
Kongen havde svært ved at afvise anklagerne, og hans popularitet blandt svenskerne dalede drastisk.
Kong Juan Carlos (Spanien)
Kong Juan Carlos overdrog tronen til sin søn Felipe Foto: Scanpix
Den svenske konge abdicerede dog ikke. Det er der til gengæld et par andre skandaleramte konger, der har været nødt til. Heriblandt den tidligere spanske konge Juan Carlos.
Siden 2012 havde kongen gjort sig uheldigt bemærket med en dyr og uetisk elefantjagt. På jagten var han oveni købet i følgeskab med den tyske prinsesse Corinna zu Sayn-Wittgenstein, som mange mente var med som hans elskerinde.
Elefantjagten faldt hverken i god jord hos dyreelskere eller den økonomisk pressede spanske befolkning. Hans popularitet dalede yderligere, da han fik en gruppe spanske pædofile fanger løsladt i Marokko og i 2014 abdicerede han, så ”hans søn kunne komme til tronen og skabe stabilitet”.
Kong Albert II (Belgien)
Kong Albert II Foto: Scanpix
De europæiske konger har det efter alt at dømme lidt svært med monogami. I hvert fald blev det også en udenomsaffære, der bragte belgiske konge Albert i fedtefadet.
Kongen havde angiveligt haft en affære med en baronesse bag konens ryg, og det er der muligvis kommet datten Delphine Böel ud af. I 2013 stævnede Böel kongen i en faderskabssag og kort tid efter abdicerede kong Albert. Sagen er dog foreløbigt blevet nedlagt.
Selvom mange mener, at prins Henriks udtalelser skader det danske kongehus, skal man, ifølge kongehuseksperten, ikke tro, at det danske monarki styrter sammen. Det er nemlig aldrig sket, at en enkelt person har været i stand til at trække tæppet helt væk under et kongehus.
- Man har altid været i stand til at afbøde krisen, inden det er gået så galt. Det har vi for eksempel set, når den belgiske og spanske konge har abdiceret. Jeg tror dog ikke umiddelbart dronning Margrethe vil abdicere, da hendes popularitet stadigvæk er intakt, siger Lars Hovbakke Sørensen.