En hurtig bevægelse - og så blev 11-årig norsk prins et internationalt hit
Prins Sverre Magnus har fremvist et moderne 'dab' under bedsteforældrenes fødselsdag. Det har lynhurtigt fået international opmærksomhed.
Den norske Kong Harald og dronning Sonja fejrede i denne uge fælles 80-års-fødselsdag, og i den anledning stillede de sig frem på slotsbalkonen i Oslo omgivet af familien.
Det var her, at kongeparrets veloplagte 11-årige barnebarn Sverre Magnus lavede nogle moderne tegn, som har fået ham i en række internationale medier.
Først lavede han peace-tegnet med sine fingre, hvorefter han 'dabbede'. Det er en armbevægelse, der er blevet et hit, og som handler om at trykke hovedet ned til albuen og strække den anden arm i vejret.
Hans 12-årige kusine Lea Isadora Behn er for en kort stund med på løjerne, men giver undervejs Sverre Magnus et puf i siden.
Se videoen øverst på siden.
Han bryder vores forventninger
En række medier har beskrevet den unge prins' håndtegn - blandt andet Daily Mail, Irish News og belgiske RTL, ligesom stuntet også har hittet på de sociale medier.
- Prins af Norge. Konge af internettet.
Sådan skriver digital chef ved Lead Agency Nathalie C. Larsen på sin Facebookside til en video af det royale øjeblik, som det britiske medie The Independent har lagt op.
Nathalie C. Larsen mener, at klippet med kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marits yngste barn hitter af flere grunde:
- Dels træder han ud af sin ellers formelle rolle som prins: Han bryder med vores forventninger til, hvad der normalt sker, når de kongelige repræsentanter viser sig på balkonen. Han laver peace-tegn og ’dabber’, hvilket er universel gestik, som mange kan genkende, fortæller hun.
- Og så er han jo bare barn: Der er et tydeligt spil mellem ham og pigen ved hans side, og man fornemmer næsten, hvordan han siger ”det tør jeg godt gøre” til hende.
Flere danskere har kastet sig ud i at 'dabbe' - her ses udenrigsminister Anders Samuelsen, der også tidligere har testet, hvor god han er til 'bottle flip'.
Til nytår demonstrerede Nordsjællands Politi, hvordan et 'dab' skal se ud i et opslag, som fik flere tusinde likes: