Englehvisker og 'Skam'-skuespiller: Så atypisk er det norske kongehus
Kong Harald og dronning Sonja med deres børn, svigerbørn og børnebørn. Prinsesse Märtha Louise er dog blevet skilt fra sin mand Ari Behn (tv). Foto: Scanpix
Det norske regentpar fejrer dobbelt fødselsdag. Både de og familien er kendt som et moderne kongehus, der tør bryde traditioner og etiketten.
I disse dage vrimler det med royale gæster i Oslo, for det norske regentpar kong Harald og dronning Sonja fejrer dobbelt 80-års-fødselsdag. Med til festen er blandt andre dronning Margrethe, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
Kong Harald og dronning Sonja kan ikke blot fejre to flotte runde fødselsdage, men også det faktum, at de står i spidsen for et ganske populært kongehus, der ellers har været i kraftig modvind gennem tiderne. Det norske kongehus har næsten som ingen andre nutidige kongehuse lavet nogle markante brud med den royale tradition – der begyndte allerede, da kong Harald kastede sin kærlighed på daværende Sonja Haraldsen.
Dronning Sonja og Kong Harald har været gift i 49 år og kan derfor holde guldbryllup i 2018. Foto: Kungahuset.no
Hun var et særdeles upopulært valg, fordi hun var borgerlig, og det betød, at daværende kronprins Harald holdt sin kæreste hemmelig i hele ni år, før han fortalte sin far om hende og forsikrede ham om, at han aldrig ville gifte sig og føre slægten videre, hvis han ikke måtte få Sonja.
- Kong Harald og dronning Sonja er et meget modigt regentpar, der tør bryde med traditionerne. Befolkningen har igennem årene vænnet sig til, at de har et meget åbent, rummeligt og afslappet kongehus. Det startede, da kong Harald tog kampen op for at få dronning Sonja. Og i dag er de et meget elsket kongepar, fortæller royal hofreporter på Billed-Bladet Marianne Singer.
Men det er ikke kun kong Haralds forbudte kærlighed, der har skabt stor kongehusdebat i Norge, der har for eksempel også været en kronprins, der giftede sig med en single-mor, og en prinsesse, der pludselig smed sin titel for at lave sin egen Engleskole.
Vi har samlet en liste over nogle af de episoder, hvor de norske kongehusmedlemmer har både overrasket og chokeret befolkningen ved at bryde med de fine royale traditioner og etiketter.
Det norske kongehus
Første norskfødte prins i mere end 500 år
Kronprins Harald. Foto: Scanpix
Kong Harald brød med traditionerne allerede den dag, han kom til verden den 21. februar 1937. Han var nemlig den første norskfødte prins i 567 år. Hans farfar var den danske prins Christian, der blev valgt til norsk konge efter opløsningen af unionen med Sverige. Før da havde Norge ikke haft et selvstændigt kongehus i flere hundrede år.
Valgte "den forkerte" partner
Kong Olav (tv) gav sig til sidst og lod kronprins Harald få den borgerlige Sonja Haraldsen som hustru. Foto: Scanpix
Selvom det norske kongehus altså var et ungt kongehus med kun to generationer på bagen, stod daværende kronprins Haralds far, kong Olav den 5., stadigvæk stejlt på traditionerne. Det skulle vise sig, at blive et stort problem, da kronprinsen som 22-årig forelskede sig i den borgerlige Sonja Haraldsen.
Harald vidste, at hans far ikke ville billige et ægteskab med en ikke-adelig kvinde, og de to holdt derfor deres forhold hemmeligt for både kongefamilien og pressen i hele ni år. Men til sidst fik kong Harald taget mod til sig og fortalte sin far, at hvis han ikke kunne få Sonja, ville han ikke gifte sig med nogen, og han fik gennemtrumfet ægteskabet. De mange års hemmelighedskræmmeri har både han og dronning Sonja senere fortalt åbent om:
- Jeg tror ikke, at et menneske har godt af at være under et så stærkt pres over så lang tid. Det tror jeg, man slider med resten af livet, sagde hun i programmet ’Konge og dronning i 25 år’, der blev vist på NRK.
Parret blev gift i 1968.
Fortalte åbent om abort
Dronning Sonja abortede i 1970. Kort tid efter blev hun gravid med Märtha Louise, men gennem hele sin graviditet var hun utrolig nervøs, har hun sidenhen fortalt. Foto: Scanpix
Dronning Sonja blev til trods for den oprindelige modstand hurtigt populær og kendt som en meget åben person. Det fik nordmændene blandt andet at se, da hun i 2012 afslørede, at hun havde haft en spontant abort næsten midtvejs igennem en graviditet tilbage i 1970.
Her fortalte hun åbent og ærligt, hvordan hun var vågnet med kramper og blødninger en nat på det norske kongeskib og kort tid efter var blevet fragtet til hospitalet.
- Det var en fortvivlet situation. Jeg syntes, det var grusomt, har Dronningen fortalt ifølge Dagbladet.no.
Befolkningen fik opdateringer om kræftsygdom
Kong Harald blev ramt af blærekræft i starten af 00'erne. Operationen gik heldigvis fint, og han blev kræftfri. Foto: Scanpix
Ligesom sin hustru var også kong Harald meget ærlig, da han i 2003 meddelte, at han havde fået kræft i blæren og skulle opereres. Kort tid efter operationen fik befolkningen endnu en meddelelse om, at alt var gået godt.
Kronprins fandt singlemor med problematisk fortid
Kronprins Haakon fik lov at gifte sig med Mette-Marit, selvom hun var fraskilt og havde sønnen Marius fra et tidligere forhold. Foto: Scanpix
At finde et upassende parti, set med royale briller, skulle vise sig at gå i arv. I hvert fald gentog historien sig på mange måder, da kongens søn, kronprins Haakon, kastede sin kærlighed på den fraskilte singlemor Mette-Marit, der tilmed havde eksperimenteret med stoffer i sin ungdom.
Denne gang mødte kronprins Haakon dog forståelse fra sine forældre, der ikke havde svært ved at sætte sig i hans sted. Og selvom en del nordmænd syntes, at kronprinsens valg af partner var problematisk, fik han lov at gifte sig med Mette-Marit. Parret har siden fået to børn foruden Marius, som Mette-Marit har fra et tidligere forhold.
Prinsessen, der taler med engle
Prinsesse Märtha Louise talte om sin bog 'Englenes hemmeligheder' på den danske bogmesse. Foto: Scanpix
Kong Haralds andet barn Märtha Louise er dog det norske kongehusmedlem, der har brudt mest med traditionerne – endda så meget, at hun har måttet frasige sig sin titel som ’kongelig højhed’ og sin apanage.
Hun rystede nemlig både teologer, politikere og nordmænd, da hun hævdede, at hun kunne tale med og formidle kontakt til engle og samtidig valgte at åbne en Engleskole. I 2002 frasagde hun sig apanage og titlen som ’kongelig højhed’, så hun kunne køre sit eget firma.
Ville ikke holde jubilæum alene
Dronning Sonja og kong Harald fik lavet officielle billeder til deres fælles 25-års-regeringsjubilæum. Foto: Scanpix
Da kong Harald skulle holde regeringsjubilæum, valgte han også en helt utraditionel vej. Modsat for eksempel dronning Elizabeth og dronning Margrethe, der har afholdt deres egne regeringsjubilæer, valgte kong Harald og dronning Sonja at holde et fælles 25-års-regeringsjubilæum i 2016.
- Det var ret atypisk, kongen kunne sagtens have holdt det selv. Men de fejrede det sammen, og det viste noget om deres tætte forhold, fortæller hofreporter Marianne Singer på Billed-Bladet.
Barnebarnet optrådte i 'Skam'
Mette-Marits søn Marius, der dog ikke har nogen royal titel, står helt til venstre i festscenen fra ungdomsserien 'Skam'. Foto: Scanpix
Tredje generation af det nuværende kongehus har også allerede vist, at de kan bryde med den royale etikette. Kronprinsesse Mette-Marits ældste søn Marius dukkede således op ud af det blå som statist i den efterhånden verdensberømte ungdomsserie 'Skam'.
Marius er private venner med Thomas Hayes, der spiller rollen som William, og fik derfor muligheden for at være med i en festscene i sidste afsnit af anden sæson.